Det begyndte virkelig godt. Vi var en drengegruppe på fem-seks stykker, som fandt sammen i min nye gymnasieklasse. Vi begyndte at snakke og fandt stille og roligt ud af, at vi havde meget til fælles.
Der blev startet en Messenger-chat, og jeg blev en del af den. Det føltes godt. Jeg tænkte, at så måtte jeg være inde i varmen.
Vi holdt også lidt hyggedruk sammen et par gange. Det var fedt at have fundet nogle, man var tryg ved, og som ville være ens venner.
Vi tog også til nogle klassefester sammen. Men her begyndte det at gå ned ad bakke.
Jeg er blevet ditchet til hver eneste fest. Det kan selvfølgelig være, at jeg bare bliver væk fra mine klassekammerater. Men det føles som om, der er et mønster. Som om de bevidst smutter fra mig. Det har gjort mig mere og mere usikker på dem.
Det var også kun kortvarigt en fornøjelse at være med i Messenger-chatten. Nu er det sket flere gange, at jeg har skrevet derinde uden at få svar. Jeg har for eksempel spurgt, om der var nogen, der ville med ned at træne. Alle så min besked, men ingen svarede. Jeg ved ikke, om de bare ikke har nogen svar, eller om de ignorerer mig. Men jeg tror, de ignorerer mig.
Nogle gange laver de ting uden mig. For eksempel tog de ud at bade med mange fra klassen. Der kunne det have været rart at have fået en heads up. Jeg fandt kun ud af det fordi, jeg så det i en snap.
I skoletiden føler jeg mig usynlig. Jeg ved ikke, om jeg udgiver en aura af ugidelighed, eller om de andre bare glemmer, jeg er der. Men når folk for eksempel skal ned at købe mad, bliver jeg aldrig spurgt, om jeg vil med. Nogle gange går jeg bare med alligevel. Andre gange sidder jeg og glor ind i computerskærmen hele frikvarteret og føler mig glemt.
Jeg bliver ikke skrevet til, jeg bliver ikke ringet op, og jeg bliver aldrig inviteret til noget, uden jeg selv spørger. Jeg prøver selv at tage initiativ, men det er svært for mig, fordi jeg føler, folk ikke gider mig. Jeg føler, at folk ser ned på mig.
Der går sjældent ret lang tid før, mine relationer smuldrer. Det er som om, de holder i en uge. Derefter mister folk interessen.
Jeg prøver at lade være, men jeg kommer nemt til at overtænke i de her situationer. Når jeg først begynder at overtænke, føles det som at falde i et sort hul. Alt lort fra folkeskolen kommer op igen og kører rundt i mit hoved.
Jeg blev mobbet mere eller mindre hele folkeskoletiden igennem. Det gjorde mig introvert og skadede min selvtillid. Det fik også min hjerne til at opbygge et forsvar.
Der skal rigtig meget til, før jeg stoler på folk. Og jeg har nærmest aldrig fuld tillid til nogen. Jeg tror, forsvaret gør det sværere for mig at danne nye relationer og indgå i fællesskaber. Nogle gange går det helt amok, så får jeg en masse myldretanker og tror, at alle hader mig.
Jeg har enkelte gode venner fra fortiden, men de fleste bor langt væk. Ellers er jeg ikke en del af nogen fællesskaber ud over drengegruppen i skolen. Drengegruppen, som jeg så ikke en gang helt ved, om jeg er med i.
Der er trods alt også en enkelt af drengene fra gruppen, som virker loyal. Han har forsøgt at finde mig til festerne, hvor de andre ditchede mig. Han virker pisse sød over for mig, og vi har samme humor. Jeg håber, vi kan få et godt venskab. Hvis jeg bare kan finde nogle få venner, der er loyale, betyder det meget mere for mig end at få en masse, jeg ikke kan regne med.
Min drøm for gymnasietiden er at få nogle venner. Venner, som gider kontakte mig, så det ikke hele tiden er mig, der skal kontakte dem. Indtil videre ser det ikke vildt godt ud. Men det er kun grundforløbet, så det kan heldigvis ændre sig til nytår, når vi kommer i vores rigtige klasser.