Kære heroin.
Vores første møde var et øjebliks rendyrket lykke, og det lidenskabelige kærlighedsforhold, vi havde bagefter, blæste benene væk under mig.
Kærlighed ved første blik? Nej, kærlighed ved første smagsprøve.
Min fortvivlelse, ensomhed og sorg forsvandt med et trylleslag og blev erstattet af en kærkommen bedøvelse og eufori.
Sådan lyder ordene i det brev, som 27-årige Stephanie Frederiksen har skrevet til sig selv som en del sin behandling for at komme stofferne til livs.
Det fortæller hun i den DR3-aktuelle dokumentarserie 'Stadig på stoffer'.
Heroinen har været en fast følgesvend for hende i mere end fem år, mens hendes storesøster 29-årige Michelle Frederiksen har taget stoffer i mere end halvdelen af sit liv.
Fra sidelinjen har Michelle og Stephanies storesøster Maria kunnet se sine lillesøstre synke dybere og dybere ned i deres heroinmisbrug.
Og det har bragt hende fortvivelse, ensomhed og sorg, indrømmer Maria Karoline Salgado Calix, der aldrig selv har rørt stoffer.
- Det hårdeste ved at være pårørende til en narkoman er at se, hvordan de ødelægger deres eget liv. Jeg føler mig magtesløs hele tiden. Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg kan gøre.
Husker ikke et liv uden misbruget
De to søstre fra Hirtshals' kamp for at slippe af med stofferne blev sidste år dokumenteret i DR3-dokumentarserien 'Jeg er på stoffer'.
I den aktuelle opfølger, 'Stadig på stoffer', møder man nu også deres storesøster, Maria Karoline Salgado Calix, for første gang.
Michelle og Stephanie kæmper fortsat hårdt for at kvitte heroinen, men det er ikke kun en hård kamp for dem.
Det er også en hård kamp med opture, nedture, håb og skuffelser for 31-årige Maria, der som pårørende lever et ganske "almindeligt" liv som tandtekniker i Aalborg, hvor hun bor sammen med sin fireårige datter.
Men at være pårørende til to narkomaner er alt andet end almindeligt, indrømmer hun. Og ofte har hun måttet se hjælpeløst til, mens hendes to mindre søskende er faldet i gang på gang.
- For mig er det svært at leve med frygten for, at de slår sig selv ihjel. Når Michelle er aktiv, og hun er i Aarhus eller København, får jeg ondt i maven. Jeg har svært ved at falde i søvn, fordi jeg ligger i sengen og føler mig helt tryg, mens hun måske er et sted, hvor nogen vil gøre hende ondt. Det kan give mig lidt dårlig samvittighed, fortæller Maria Karoline Salgado Calix.
Hun har ellers rutine i at være pårørende til narkomaner. Michelle har været afhængig af heroin så længe, at Maria "ikke husker et liv med Michelle, hvor hun ikke har været narkoman".
Men hun troede aldrig, at hendes yngste lillesøster, Stephanie, også skulle ende som heroinafhængig. De havde nemlig altid taget afstand fra stoffer, og ingen af dem havde nogensinde forstået, hvorfor man ikke bare kunne nøjes med at drikke øl, når man skulle have det sjovt.
- Så da Stephanie begyndte at stikke sig i armen, var det fuldstændig vanvittigt. Jeg forstod simpelthen ikke, hvad der foregik i hendes hoved. Det ville svare til, at jeg pludselig begyndte at tage stoffer, og det kommer aldrig til at ske, siger Maria Karoline Salgado Calix.
'Jeg er nødt til at gøre, hvad jeg kan'
Selvom Maria Karoline Salgado Calix i halvdelen af sit 31-årige liv har været bekymret, skuffet og frustreret over sine søstres misbrug, har hun aldrig overvejet at droppe kontakten helt.
Det er kærligheden for stor til.
- Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg kan gøre for at hjælpe dem - selvom det mange gange har betydet, at jeg er blevet skuffet og urolig. Nogle gange tænker jeg, at kampen er forgæves, men jeg er nødt til at gøre, hvad jeg kan, siger hun.
I de senere år har Maria Karoline Salgado Calix dog alligevel set sig nødsaget til at sige fra - specielt efter hun blev mor.
Hun husker tilbage på en episode for fire år siden, kort tid efter hun havde født. Michelle var på "turné" - altså på stoffer - i Aarhus og ringede til Maria, fordi hun ville hentes. Maria satte sig ind i bilen med kurs mod Aarhus, men undervejs på turen kom hun på andre tanker:
- Jeg sagde til mig selv: "Det dur ikke, det her. Jeg ved ikke, hvad jeg kommer ned til, og om jeg overhovedet kommer hjem igen". Narkomaner er skøre og utilregnelige mennesker, og nu har jeg min egen familie, jeg skal passe på. Så det endte med, at jeg ikke kom og hentede hende.
Troen giver ro
Når det som pårørende har været for meget for Maria Karoline Salgado Calix at være vidne til søstrenes misbrug, har hun fundet trøst i sin tro.
Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har bedt og tændt lys for sine lillesøstre. Og Maria er overbevist om, at hendes bønner er blevet hørt - for nogen har holdt hånden over dem.
- Min tro giver mig ro. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på, siger Maria Karoline Salgado Calix og fortsætter:
- Michelle har nogle gange bevidst prøvet at tage en overdosis, hvor det ikke er lykkedes. Der må være en mening med, at man får så mange chancer i sit liv, siger hun.
Maria Karoline Salgado Calix håber inderligt på en fremtid for sine søskende, hvor stoffer og heroin er noget, der bliver talt om i datid.
- Det vil betyde alt for mig, at Michelle og Stephanie får et liv uden stoffer - og jeg vil altid stå bag dem.
- Men det er svært for mig at have realistiske drømme for fremtiden, fordi jeg er blevet skuffet så mange gange. Men jeg ville elske, at vi i fremtiden kan tage på ferie sammen og hygge os, som andre søskende gør. Det ønsker jeg virkelig.