Det er en solrig og varm efterårsdag i København. 26-årige Stephanie Frederiksen har det bedre end længe. Hun har i syv måneder nægtet at give efter for kroppens ustyrlige trang til heroin, og lige om lidt ankommer hendes storesøster, Michelle, til Hovedbanegården i København.
De har ikke set hinanden i flere måneder.
Michelle har allerede spurgt, om de ikke skal tage i Istedgade for at tage et par 'skud' og derefter hygge sig i Tivoli. Stephanie nægter. Hun tænker, at det er frustrerende og tarveligt, at Michelle sender sådan en besked, men det er den 'afhængige Michelle', der taler.
Michelle ankommer, og gensynsglæden er stor. De krammer hinanden ekstra hårdt, og de smiler op til begge ører. Men hurtigt går det op for dem, at alt ikke er, som det skal være.
De kigger på hinanden med det dér blik. Det blik, der ikke er godt for nogen af dem.
Både Michelle og Stephanie ved, hvad der nu kommer til at ske.
- Var vi 'kun' veninder, snakkede vi ikke sammen i dag
De to Hirtshals-søstre har i flere år kæmpet for at slippe ud af deres misbrug af især heroin og kokain.
Men de er ikke kun afhængige af stoffer, de er også afhængige af hinanden. Og de er begge bevidste om, at deres forhold er mindst lige så farligt for dem som heroinen.
Lillesøster Stephanie er overbevist om, at de ikke havde snakket sammen i dag, hvis de kun havde været veninder.
- Det er overhovedet ikke sundt for os at snakke sammen, når vi begge tager stoffer, eller den ene tager noget. Vi er for gode til at gejle hinanden op. Men det er virkelig svært ikke at snakke sammen, fordi vi er søskende og har så meget kærlighed til hinanden, siger hun.
Storesøster Michelle er helt enig med sin lillesøster.
- Det er bare nemmere at cutte kontakten til mennesker, man ikke er i familie med. Jeg har ingen venner - kun min familie - fordi mine venner ikke er gode for mig. Det er bare svært at gøre med en søster, specielt når vi altid har været så tætte og elsker hinanden, siger hun.
- Det gør du ikke, det her. Du smider alt væk
Tilbage til den skæbnesvangre lune efterårsdag i København, som Stephanie Frederiksen husker tilbage på som en sort, sort dag.
- Jeg kan stadig huske, at jeg gik ned ad Istedgade og tænkte: 'Det gør du ikke, det her. Du smider alt, hvad du har arbejdet så hårdt for, væk'.
Hun fortryder, at Michelle kom på besøg på den varme efterårsdag.
- Jeg tror, at vi begge ved, at var hun ikke kommet på besøg, så var ingen af os faldet i, siger Stephanie Frederiksen.
Men de faldt i med et brag.
Stephanie blev ved med at skyde mere og mere heroin direkte i blodårerne, fordi hun blev overvældet af skam. Hun følte sig så dum og flov, at hun ville føle absolut ingenting.
Det førte til, at hun til sidst lå fuldstændig lammet i sin heroin-rus på et hotelværelsesgulv med kvalme.
- Havde jeg kastet op, var jeg blevet kvalt i mit eget bræk, siger Stephanie.
- Føler det er min skyld, min lillesøster er narkoman
Storesøster Michelle Frederiksen husker også tilbagefaldet i København som en sort dag, og hun plages den dag i dag stadig af skyldfølelse.
- Jeg fortryder meget, at jeg tog til København, og at vi begge faldt i. Jeg har så meget skyldfølelse over Stephanies misbrug. Jeg føler, det er min skyld, at hun er blevet narkoman, for var jeg ikke blevet narkoman, så ved jeg, at Stephanie aldrig havde taget stoffer.
Selv har Michelle været narkoman i halvdelen af sit 28-årige liv.
En ellers lykkelig barndom blev knust, da hun som 12-årig fik beskeden om, at mor og far skulle skilles. Faren flyttede til Brasilien, og det tog så hårdt på Michelle, som altid havde været 'fars pige', at hun gik ud af folkeskolen i 6. klasse.
Siden hun var 14 år, har hun indtaget heroin og kokain i store mængder, og det var også Michelle, som Stephanie tog heroin med for første gang for fire år siden.
Glem fortiden og vær positiv
Tiden efter 'Jeg er på stoffer'-kameraerne slukkede har både budt på op- og nedture for Michelle og Stephanie.
Michelle har det med egne ord 'ad helvede til lige nu', fordi hun for kort tid siden faldt i heroin-fælden igen efter en længere periode som stoffri. Hun håber, at hun snart får en plads på et behandlingssted, så hun kan droppe stofferne én gang for alle.
Stephanie faldt også i igen for nyligt, men hun er nu kommet på behandlingsstedet Kongens Ø, hvor hun har opholdt sig i knap én måned uden at tage stoffer. Hun håber at komme ind på frisørskolen til august.
- Jeg er meget optimistisk på fremtiden. Jeg er fyldt med håb. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun vil se fremad, så jeg får en god fremtid, siger hun.
Misbrugsbehandler: Svært for søskende at kvitte stofferne
- •
Når det handler om misbrugere, der er kærester eller søskende, så ser man ofte, at de har været misbrugere sammen så længe, at de har glemt, hvordan det er at være sammen, når de ikke er påvirkede af stoffer. Når man kender hinanden så godt i påvirket tilstand, giver det en form for tryghed
- •
Hos Stofrådgivningen taler vi meget om det, vi kalder 'betinget refleks'. Det dækker over, at der er nogle ting i ens hverdag og liv, som gør, at man får trang til stoffer. Det kan være en bestemt lejlighed, bestemte mennesker, musik eller en konkret natklub.
- •
Når søskende eller kærester har haft et misbrug sammen i mange år, så bliver de hinandens 'betinget refleks'. Der ligger så meget vane i det, at hjernen siger: Hov, vi er sammen, så skal vi også tage stoffer.
- •
Det er ekstra svært for søskende, som er så tætte på hinanden, at cutte kontakten, selvom det lyder logisk, når den anden person er usund for én. Det er næsten umuligt, for det er ofte den nærmeste, man har i sit liv.
- •
Derfor bliver nødt til at arbejde med begges motivation for at blive stoffri. Det kan godt være positivt, hvis begge er lige motiverede for at blive clean, men det er bare sjældent sådan, det er. Ofte ser vi, at når den ene falder i, så falder den anden med, fordi de er så afhængige af hinanden.
- •
Kilde: Isabella Koppel, daglig leder af Novavi Stofrådgivningen. Hun har 20 års erfaring med behandling af unge misbrugere.