Kendt restaurantejer har fået nok: 'Jeg er sindssygt træt af gæster, der stjæler'

Danske restauranter kæmper med tyverier fra kunder, der snupper alt fra peberkværne til ølglas med hjem.

Flere gange om ugen får kok og restauratør Umut Sakarya stjålet inventar fra sine restauranter. Peberkværne og pyntegenstande er i særlig høj kurs. (© Pipeline Production A/S / DR3)

Peberkværne, pyntegenstande og fødselsdagsflag.

Det er blandt de ting, som kok og restauratør Umut Sakarya får stjålet fra sine tre restauranter i København. Af de gæster, der besøger ham.

- Jeg er sindssygt træt af gæster, der stjæler. Da jeg åbnede min restaurant Guldkroen, fik jeg 14 sæt salt- og peberkværne i sølv af en ven. Nu har vi tre tilbage. Det er fuldstændig latterligt, fortæller Umut Sakarya, som flere gange ugentligt oplever, at inventar forsvinder fra hans tre restauranter.

I DR3-programmet 'Tyrkersvin' fortæller han, at det nogle gange lykkes ham at konfrontere gæsterne. De forklarer oftest tyveriet med, at det bare er en skør tradition eller små minder fra en god oplevelse.

'Indret din bar som en fængselscelle'

Umut Sakarya er ikke den eneste restaurantejer, der kæmper med inventar-tyveri.

DR har været i kontakt med syv danske restaurant- og barkæder, der tilsammen ejer 80 restaurationer over hele landet. Alle bekræfter tendensen med gæster, der tager mere end regningen med sig.

Problemet med tyveri nikker man blandt andet genkendende til hos den landsdækkende restaurantkæde Bone's. Her har man dog opgivet at registrere tyverierne, fordi man hellere vil prioritere ressourcerne på at drive restaurant, siger driftschef Michael Udengaard Dahl.

For Bjarke Reventlow, der blandt andet har barerne The Jane og Zoo Bar i København, er tyverierne så omfattende, at han må tænke sig rigtig godt om, når han indretter en ny bar.

- Som udgangspunkt skal du indrette din bar som en fængselscelle, hvor alt er skruet fast. Hvis du har noget flot eller noget helt unikt inventar, så kan du være sikker på, at det bliver stjålet på et eller andet tidspunkt, siger Bjarke Reventlow, som gentagne gange har oplevet gæster, der 'i sjov' har stjålet dankortterminaler til 10.000 kroner.

På baren og natklubben The Jane i København kæmper man med gentagne tyverier hver weekend. Dankortterminaler, håndtørrere og glødepærer er blandt det, som gæster snupper med hjem for sjov. (© The Jane)

For det meste er tyverierne i en størrelsesorden, der ikke kan betale sig at indberette til forsikringsselskaberne. Derfor har hverken brancheorganisationen Horesta eller restaurationsbranchens forsikringsselskab, Topdanmark, et overblik over omfanget.

Vi er ikke til at stole på

Ifølge adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet er der dog ingen tegn på, at vores moral er blevet dårligere end tidligere.

- Når vi stjæler fra en restaurant, handler det simpelthen om, at vi mennesker generelt ikke er til at stole på, når vi føler, vi kan gøre ting uden risiko, siger han og fortsætter:

- Det får os til at bruge vores moral kreativt, når vi under en god middag ser en peberkværn, som kunne være sjov at nappe med hjem. Måske tænker vi, at restauranten alligevel får leveret kværnen gratis af et firma. Måske synes vi, at maden er så dyr, at prisen også dækker udgiften for en peberkværn.

Pelle Guldborg Hansen kalder denne mekanisme for 'the fudge factor' - karamelfaktoren - fordi vores moral pludselig bliver lige så 'bøjelig' som karamel.

- Hvis der er én ting, som vi danskere er dårlige til, så er det ordentlighed. Selvom vi inderst inde godt ved, at vi stjæler, kan vi overbevise os selv om, at det bare er et lille tyveri, som ikke har nogen betydning.

Men for restauratør Umut Sakarya er tyveriet både omkostningsfuldt og tidskrævende.

- For mig betyder de her ting rigtig meget. Jeg går op i at indrette mine restauranter, og mange af mine fund er fra genbrugsbutikker. Jeg kan ligesom ikke bare smutte en tur i Ikea og købe det hele igen.