Her er sommerens allerlækreste drinks - og de er supernemme at lave!

Trænger ganen til noget andet end Aperol? Bare rolig - vi kommer med en række friske alternativer.

- Alle kan lide det, siger spiritusforhandler Frederik Plum om vermouth, der er hovedingrediens i en af drinksene på listen herunder. (© Nicolai Bruun/DR)

Vejret dufter ikke af sommer, dine store sommerferieplaner er gået i vasken, og du har ikke fået udbetalt dine indefrosne feriepenge endnu. Det hele virker måske lidt gråt.

Du finder altså ikke en bedre undskyldning for at få kigget barskabet efter i sømmene!

De sidste mange somre har du højst sandsynligt pjasket rundt i en sommerlun balje af den elskede, orange Aperol Spritz, men måske er det på tide at prøve noget andet?

Det mener flere restauratører, bartendere og spiritusforhandlere i hvert fald.

Men det betyder jo ikke, at man ikke kan blive i noget velkendt. Spritzen nævner flere af eksperterne nemlig stadig, men med et twist, du måske ikke før har prøvet.

En spritz er med boblerne en frisk og sommerlig drink. Og så er den relativt lav på alkoholprocenter, så man kan drikke den i dagtimerne uden at blive alt for pinlig for sine omgivelser.

- Der er generelt en bølge i cocktailverdenen lige nu, hvor der skal være lave alkoholprocenter, forklarer Mathias Broksø, der er barchef hos Timm Vladimirs Køkken:

- Det er spritz, vermouth og sådan noget. Det er super populært og godt at bælle. Man kan jo snildt drikke otte spritz på en aften uden at falde om. Det er sværere med sprut-tunge drikke som negroni, siger han.

Samme melding kommer fra Frederik Plum, der har spiritusforretningen Den Sidste Dråbe i København. Det handler om den tid, vi lever i, forklarer han.

- Hver gang, der er krise, går vi tilbage til de simple og prisbevidste drinks, siger han og forklarer, at vermouth også blev stort mange steder lige efter finanskrisen for ti år siden.

Vi har snakket med en barchef, en spiritusforretningsejer, en restaurantchef og en sælger i Danmarks største vinhandel om, hvad der rører sig denne sommer, og om hvad der kunne blive årets sommerdrink.

1

Spritz, baby, spritz

En Hugo Spritz bliver ikke værre af at få en skive lime i. (© (c) Colourbox)

Man kommer ikke uden om, at en spritz er en rigtig sommerdrink.

- Den er læskende, sød, frisk, nem at lave og god til sommer. Den er næsten lidt sodavandsagtig, siger Oliver Petri, der er sælger hos Juuls Vinhandel, som sælger alkohol til omkring 600 restauratører i Danmark.

Han foreslår, at man kaster sig ud i at lave en limoncello spritz. Limoncello er en klassisk, italiensk citronlikør, som man kan købe i de fleste større supermarkeder.

- Den er hen ad Aperol Spritz, men lidt mere syrlig i det. Og så har den også lidt bitterhed fra citronskallen i limoncelloen.

Mathias Broksøs bud på årets sommerdrink er også en spritz. En Hugo Spritz.

- Det er lidt en ukendt klassiker. Den læner sig op ad Aperol, men smager i stedet af hyldeblomst og mynte, og den er bare læskende og fantastisk.

- Hyldeblomst er jo vores egen eksotiske sommerblomst. Og mynten er den billigste måde at komme en tur til Caribien på, siger Mathias Broksø.

Han er ret sikker på, at man kan få hyldeblomstlikør i de fleste store supermarkeder - og ellers må man en tur forbi en vinhandel. Man kan passende lede efter en med navnet 'Saint Germain', forklarer han - for den skulle være god.

- Spritz er så nemt, fordi det ikke skal shakes eller noget som helst.

2

Den helt simple: Vermouth

Vermouth indgår i så mange af de klassiske drinks, at den er svær at komme uden om. Martini, Negroni, Manhattan - bare for at nævne nogle få. Men så kan den også drikkes rent. (Foto: © ALLAN LUNDGREN, Scanpix)

Nærmest samstemmigt nævner alle eksperterne også vermouth - hedvinen, der allerede indgår i flere af de klassiske cocktails. Det er en af de ting, der virkelig rykker nu, lyder det.

- Alle kan lide det, siger Frederik Plum fra spiritusforretningen Den Sidste Dråbe. De har forsøgt at overbevise kunderne om vermouthens fortræffeligheder i flere år, men oplever nu pludselig, at folk selv kommer ind og nupper en flaske.

- Hver gang der er krise, får vermouth et nøk. Aperol er nok blevet lidt for mainstream for nogle, og så er vermouth faktisk endnu mere simpelt. Det minder om Aperol og indeholder det hele; vin, alkohol, frugt og krydderurter.

En flaske vermouth kan findes helt ned til 30 kroner i et supermarked, men den skal man ifølge Frederik Plum holde sig fra, hvis det skal smage ordentligt.

- De koster vel mellem 60 og 150 kroner flasken, hvis man vil have noget ordentligt. Til gengæld holder de længe. Man kan snildt have sådan en liggende en uge i sommerhuset, siger han.

Samtidig forklarer han, at man kan gå på lidt opdagelse i vermouth-verdenen.

- Kan du lide én, kan du lide alle. Det er lidt sjovere end Aperol, hvor der er én smag. Det er ukompliceret og godt til fest eller til at nyde, når du sidder i haven - og det er virkelig noget, alle kan lide.

3

Den ultimative sommerklassiker gør comeback

Bliver det mere sommerligt end kokos, ananas og en parasol? (Foto: © Garett Mizunaka, Unsplash)

Hvor Aperol især i starten var cool at drikke, har det længe stået helt modsat til for en af charterferiernes tro følgesvende: Piña Coladaen.

Den ultimative sommerdrink af kokos og ananas har længe levet et liv på skyggesiden sammen med hawaiiskjorten og stråhatten. Men ej længere.

- Jeg ser en del retro-drinks i øjeblikket, men især Piña Coladaen får et comeback. Jeg har selv været forbi et par steder i København, der siden nedlukningen er genåbnet med fuld tryk på Piña Colada, siger Oliver Petri fra Juuls vinhandel.

Han forklarer, at det er velkendt og ukompliceret:

- Når man går på cocktailbar, vil de alt for ofte lave et eller andet smart og frygteligt kompliceret med fermenterede krydderurter, der smager ad helvede til.

Der er Piña Coladaen omvendt helt klassisk.

Hos St. Pauls Apothek, en cocktail-restaurant i Aarhus, oplever de på samme måde, at de farverige drinks kommer frem nu. Medejer og restaurantchef Amalie Stringer-Starlit har dog et tip til at modernisere ananas-bomben lidt: Absinth.

- Det giver et twist og et kick - og et strejf af lakrids. Så smager den lidt af Japan-stang - de der gule og sorte slik-stænger med kokos.