I et besøgslokale på en kurdisk militærbase i Syrien bliver to mænd ført ind. De er mistænkt for at være en del af den gruppe, der holdt Daniel Rye og James Foley som gidsler.
Overfor dem sidder den britiske journalist Sean Langan. Mens de sidder her, er ingen af dem klar over, at det interview de om lidt laver, bliver så opsigtsvækkende, at det ender som et bevis imod de to i en retssag flere år senere.
Men den ene af de to mænd hævder nu, at hans udtalelser kom efter tvang og tortur og forsøger derfor at få retten til at forbyde, at det bliver brugt imod ham.
Opgøret
I tretten måneder var danske Daniel Rye kidnappet af Islamisk Stat i Syrien, inden han som det sidste gidsel kom ud i live. Herefter begyndte likvideringerne af de tilbageværende gidsler.
Nu skal sidste kapitel i historien om fangevogterne, der fik tilnavnet "The Beatles" skrives.
To britiske mænd er i USA tiltalt for at have medvirket til drab og kidnapning i det, der betegnes som det mest profilerede retsopgør med Islamisk Stat - og den største terrorsag i et årti i USA.
DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård dykker ned i sagen sammen med dem, hvis liv blev forandret af de forbrydelser, der blev begået i Islamisk Stats mørklagte fangekældre.
Tilrettelæggelse: Puk Damsgaard og Merle Baeré.
Klip og lyddesign: Marie Kildebæk og Signe Mansdotter.
Researchhjælp: Ida Kjær og Malte Sommerand.
Redaktør: Jens Vithner.
Har du en historie, vi bør undersøge nærmere?
Kontakt os via dr.dk/tipos eller skriv til drundersoeger@proton.me