Alices forældre leder efter deres datter, i ruinerne efter den fatale fejlbombning af Den Franske Skole, på hospitalernes lange gange - overalt. Mirakuløst genforenes de med deres overlevende datter, da de finder hende i en hospitalsseng indhyllet i hvid aske og støv. En glæde det ikke bliver Kiggerpigens forældre forundt.
Men i lang tid efter redningen siger Alice ikke et ord - hun er blevet stum. På samme måde sænker tavsheden om fejlbombardementet sig over det danske samfund.
Til gengæld dukker der nu nye oplysninger om Kiggerpigen op, helt fra USA. Der dukker også en ung kvinde op, en fjern slægtning af Kiggerpigen, som åbner fortællingen om familietragedien.
Medvirkende: Alice Guldbrandsen og Signe Elisa Lütken.
Original musik: Simon Kvamm.
Tilrettelæggelse og redigering: Stine Ellerbæk.
Producer: Torben Brandt.
Kontakt: radiofortaellinger@dr.dk
Kiggerpigen
Da journalisten Stine Ellerbæk går en tur på en kirkegård på Frederiksberg, undrer hun sig over en gravsten med et bronzerelief af en pige med store slangekrøller som i inskriptionen kaldes for "Kiggerpigen".
Det bliver starten på flere års opklaring af hvem den 12 årige pige og hendes forældre var, og hvad der skete den dag hun døde, i fejlbombardementet af 'Den Franske Skole', den 21. marts 1945, som i alt dræbte 86 af skolens børn.
Under opklaringen møder Stine en række mennesker som stadig lever i ekkoet fra katastrofen, her 75 år senere.
Gradvis dannes en mosaik, hvori katastrofen genspilles fra flere vinkler, alt imens vi føres længere og længere ind i historien om Kiggerpigens familie, der skal vise sig at gemme på en dyster bagside.
En fortælling om en af Danmarkshistoriens største katastrofer, som viser konsekvensen af at forsøge at fortrænge, som samfund, som familie, som menneske - om traumer der næres i tavshedens skygge, og overleveres igennem generationer.
Og så er det en historie om enhver forældres værste frygt: Frygten for at miste et barn. En frygt som Stine konfronterer sig selv med, igennem fortællingen om en familie, som oplever det værste.