Verdens største ø, Grønland, og vores eget lille jordlod, Danmark, er på tapetet i disse uger her i DR. Anledningen er den nye store tv-serie om de to landes historiske forbindelser gennem 300 år. For lige siden Hans Egede i 1721 kom til Grønland for at kristne og kolonisere øen, har Danmark og Grønland været forbundet på godt og ondt.
I denne uges udsendelse spørger Adam Holm, om Grønland var en koloni på linje med f.eks. De Vestindiske Øer, eller om den danske tilstedeværelse havde et mere humanistisk sigte.
Gæster i udsendelsen er historiker Jens Heinrich, der til daglig er chef for Grønlands Repræsentation i Danmark, og historiker Søren Rud, der forsker i den koloniale relation mellem Danmark og Grønland.
Musik: Adi Zukanovic.
Kampen om historien
Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger.
Musik: Adi Zukanovic.