Præsident Putins begrundelse for at iværksætte den såkaldte 'special operation' i Ukraine - det vi andre kalder for krig - handler som bekendt om, at ukrainerne skal 'afnazificeres'. Den historieinteresserede Putin sigter specifikt til den ukrainske nationalismes mest omstridte figur, Stepan Bandera. Det er hans tanker, som i den russiske udlægning er identiske med nazisme.
I denne uges udgave af Kampen om historien zoomer Adam Holm ind på en mand, som ikke er så kendt herhjemme, men som har heltestatus i hjemlandet. Gæst i studiet er Ukrainekender Harald Harvig Jepsen.
Kampen om historien
Vi befinder os altid i historiens slipstrøm. Krige, politiske beslutninger, samfundsmæssige omvæltninger, store ideologier og karismatiske personer fra den ikke så fjerne fortid påvirker i høj grad vores måde at leve på i dag. I 'Kampen om historien' vil Adam Holm og skiftende gæster hver uge forsøge at gå bagom en historisk begivenhed, som fortsat har aktualitet og kalder på stærke følelser og modstridende tolkninger.
Musik: Adi Zukanovic.