Livet under overfladen er stort set elimineret i Danmark: Kvælende udledninger, iltsvind og overfiskning har forårsaget, at havbunden de fleste steder ligger gold og udpint hen. Men står havmiljøet trods alt stadig til at kunne reddes? Er det ligefrem muligt at udvikle fornuftige forretningsmodeller, der både kan tjene penge og løse nogle af havets gispende problemer? Eller er der ikke andre overlevelsesstrategier tilbage end at udlægge det meste af havbunden til marine naturnationalparker? Hør samtale mellem investor Jacob Jelsing, iværksætter Kathryn Larsen, forskningsleder Lone Thybo Mouritsen og seniorrådgiver ved GEUS Jørgen Overgaard Leth. Hvad er mulighederne for, at livet genopstår i det døde, danske vand?
Gæster: Jacob Jelsing, stifter af Gubra - Lone Thybo Mouritsen, forskningsleder på Kattegatcenteret i Grenaa - Jørgen Overgaard Leth, seniorrådgiver ved GEUS - Kathryn Larsen, direktør for ReefCircular.
Vært: Lars Trier Mogensen.
Produceret for DR af Rakkerpak Productions.
Guld og grønne skove
Klima er blevet Big Business, og de vigtigste ryk drives ofte frem af erhvervsliv, entreprenører og finansfolk. Men er det muligt at tjene både Moder Jord og ussel mammon? Leverer virksomhederne også reelt smæk for skillingen, eller ender det for ofte med varm luft og endnu en tur i den grønne vaskemaskine? Hvordan balancerer det hele med biodiversitetens bundlinje, en presset natur, gispende fjorde, politiske studehandler og geopolitisk tumult?
I programmet og podcasten går vært Lars Trier Mogensen på nysgerrig jagt i krydsfeltet mellem global opvarmning og kolde kontanter og undersøger, om markedet virkelig kan levere de grønne løsninger, politikerne nøler med.
Produceret for DR af Rakkerpak Productions.