Alberte troede, at hun var en stærk feminist, som kunne sige fra, når hendes grænser blev overskredet. Men i weekenden har hun haft en forvirrende oplevelse, som rystede hende. Ikke mindst hendes egen paradoksale reaktion. Så nu har hun pludselig brug for den #Metooguide for dummies, som Jan Grarup efterspurgte. Men Adam har slet ikke lavet den færdig. I stedet foreslår han, at Alberte taler med forfatter og debattør Susanne Staun. Hun har oplevet lidt af hvert og har i mange år været en stærk stemme i kvindesagen. Under #metoo bølgen har hun bl.a. gjort sig bemærket ved at forsvare mændenes rettigheder, efterlyse forældelsesfrister og kræve en nedre grænse for, hvad kvinder kan kalde en krænkelse.
Indhold
- TitelTid
Dillermand og urtekusse
Siden Sofie Linde holdt sin tale ved Zulu Awards, er #Metooskeletterne væltet ud af skabet i mediebranchen, i de politiske partier, på universiteterne, i elitesporten, pigekoret osv. Adskillige magtfulde mænd er blevet afsløret som krænkere og endnu flere krænkede kvinder har endelig kunnet fortælle deres historier.
Men #MeToo-bølgen har også udløst vrede og forvirring om retssikkerhed og adfærdsnormer. Vi fortaber vi os i endeløse diskussioner om, hvorvidt det er retfærdigt at en tv-vært er blevet fyret eller om en politiker slet ikke må slikke nogen i øret mere. Tonen er hård og uforsonlig. Og både mænd og kvinder føler sig udskammet.
Adam Holm og Alberte Clement Meldal begiver sig gennem otte episoder ind i kønskampens farlige vildnis for at undersøge om #Metoo er en heksejagt eller en frihedsrevolution på linje med den franske? Har mænd og kvinder en fælles fremtid, hvor de kan leve sammen i gensidig tiltrækning og fordragelighed? Og har Alberte og Adam selv nogle indrømmelser, de skal gøre?