Lone Aburas er digter. Og så er hun brun. Og så er hun vokset op i Høje Taastrup. Og hende og Caspar er både venner og kollegaer. Alligevel har de faktisk aldrig talt så meget om det at vokse op med en anderledes krop. Om hvad det sted man vokser op, betyder for hvordan man ser verden. Om de omkostninger det kan have, at begynde at skrive vredt og direkte om nogle af de uretfærdigheder man har oplevet. Hvor skal Caspar gå hen med sin vrede, og kan den ligefrem være produktiv? Kan kunsten overhovedet gøre en forskel, kan det her radioprogram?
Vært og tilrettelægger: Caspar Eric.
Producer og lyddesigner: Kim G. Hansen.
Komponist og assisterende lyddesigner: Frederik Bjørn.
Redaktør: Hanne Budtz-Jørgensen.
Produceret for DR af Munck for DR.
Det vi går rundt med
I Det vi går rundt med tager digteren Caspar Eric ud i det danske land. Han har selv Cerebral Parese, en spastisk lammelse der gør at han bl.a. halter, og så har han et noget ambivalent forhold til det at gå tur. Men også til sin krop. Og derfor har han nu bestemt sig for at gå en række ture med nogle mennesker der har et særligt forhold til deres krop, for både at blive klogere på deres og sin egen. Kan gåturene hjælpe ham til at få et andet forhold til den, og kan gæsterne hjælpe ham til at forstå gåturen og de danske egne på en ny måde. Det er den rejse vi skal følge i Det vi går rundt med. Fra Lolland til Skagen og fra den handicappede krop som et besværligt transportmiddel til hvadend det nu ender med at være.
Produceret for DR af Munck Studios København.