Danske firmaer: Klima-aftale vil styrke vores forretning

Både det danske vindmølle-firma Vestas og rådgivnings-firmaet Rambøll håber på en klima-aftale ved COP21.

Det danske firma Vestas producerer vindmøller. (Foto: © Malte Kristiansen, Scanpix)

Firmaet Vestas laver miljø-venlige vindmøller, og firmaet Rambøll rådgiver blandt andet om, hvordan man bygger miljø-venligt.

Både Vestas’ direktør og Rambølls chef deltager i klimatopmødet COP21 i Paris. COP21 varer fra den 30. november til den 11. december, og her mødes klima-ministre fra hele verden for at diskutere, hvordan verdens lande skal aftale at forurene mindre.

Begge chefer håber, at verdens lande bliver enige om en klima-aftale. I fremtiden kan det nemlig betyde, at firmaet får flere kunder, siger direktøren i Vestas.

Flere vil købe vindmøller

Vestas administrerende direktør hedder Anders Runevad. Han oplever, at der er stor interesse for at investere i vindmøller.

Han siger, at hvis landene laver en klima-aftale, kan det betyde, at flere lande fremover investerer i vindmøller fra Vestas.

Chefen håber på en aftale

Neel Strøbæk er en af cheferne i Rambøll.

Hun håber, at klima-topmødet i Paris ender med, at verdens lande laver en aftale om at forbedre Jordens klima.

- Der er helt klart kommet mere fokus på at investere grønt i de seneste år. Men vi har brug for en samlet ramme for det arbejde, vi skal lave i fremtiden, og det kan vi få med en aftale, siger hun.