Atomaftale med Iran er nu trådt i kraft

Efter meget debat om de seks stormagters atomaftale med Iran, er aftalen nu trådt i kraft.

USA's præsident Barack Obama har kæmpet en hård kamp for at få godkendt atomaftalen med Iran i USA.

I juli lavede de seks stormagter USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland en atomaftale med Iran.

Aftalen skulle sikre, at Iran ikke udvikler atomvåben. Men inden aftalen kunne træde i kraft, skulle den først godkendes endeligt i USA.

Kongressen stemte ikke

Den amerikanske kongres, som laver lovene i USA, havde nemlig bestemt, at den skulle stemme om atomaftalen inden 60 dage efter, den havde fået lov at se atom-aftalen.

Men i dag, torsdag den 17. september, er der gået 60 dage. Og fordi Kongressen ikke har stemt om aftalen inden for tidsfristen, er atom-aftalen nu automatisk trådt i kraft.

Mange var imod aftalen

Det så ellers ud til, at Kongressen ville have stemt nej til aftalen, hvis den havde stemt. Mange politikere er nemlig meget imod atomaftalen.

De mener blandt andet, at aftalen er for svag, fordi den giver Iran lov til at forstætte med at berige en lille smule uran. Uran kan blandt andet bruges til at udvikle atomvåben med.

Obama kunne have nedlagt veto

Men afstemningen i Kongressen blev droppet, fordi USA’s præsident, Barack Obama, i sidste uge fik stemmer nok til at kunne nedlægge veto over for afstemningens resultat.

Når man nedlægger veto kan man sige nej til det, man nedlægger veto imod – også selvom der er et flertal for den beslutning, man siger nej til.