Mange danske fodboldfans så søndag aften fodboldkampen mellem Armenien og Albanien.
Armenien skulle nemlig vinde eller spille uafgjort, hvis Danmark skulle kvalificere sig direkte til EM i Frankrig næste sommer.
Men Albanien vandt 3-0 over Armenien, og det betyder, at holdet samlet har 15 point, og det er to mere end Danmark.
Danmark skal spille to ekstra kampe
Albaniens sejr betyder, at Danmark til november skal spille to ekstra kampe for at prøve at kvalificere sig til EM.
Claus Bretton-Meyer er direktør i Dansk Bold Union. Han siger, at han ikke havde regnet med, at Armenien ville vinde og dermed sørge for, at Danmark ville blive direkte kvalificeret til EM.
Claus Bretton-Meyer siger også, at han er positiv og glæder sig til, at det danske landshold skal spille de to ekstra kampe.
Danmark tabte testkamp mod Frankrig
Søndag aften spillede det danske landshold også en testkamp mod Frankrig.
Kampen var træner Morten Olsens eneste mulighed for at teste sine spillere inden de to ekstra kampe i november.
Det gik dog ikke særlig godt for Danmark, da Frankrig vandt 2-1.