Danmark tabte igen 0-1 mod Portugal

Det danske fodbold-landshold har stadig en lille chance for at komme til EM, selvom holdet tabte på udebane til Portugal.

Portugals Joao Moutinho scorede til kampens eneste mål mod Danmark. (Foto: © José Coelho, Scanpix)

Flere af de danske spillere virkede nervøse og tabte bolden, da Danmark torsdag spillede mod Portugal om en plads ved EM.

Daniel Wass lavede fire dårlige afleveringer i kampens første kvarter, og Pierre-Emil Højbjerg havde heller ikke styr på bolden, så Portugal flere gange fik muligheder for farlige angreb.

Målet kom dog først i anden halvleg, da João Moutinho snød både Daniel Agger og Michael Krohn-Dehli og satte bolden i mål lige uden for Kasper Schmeichels rækkevidde.

Danmark og Albanien kæmper om EM-plads

Det var Danmarks andet 0-1 nederlag til Portugal, og Danmark har nu brug for hjælp fra Armenien, hvis vi skal komme direkte med til EM næste sommer.

Armenien skal slå Albanien eller få uafgjort, når de to hold mødes på søndag. Hvis det sker, overhaler Danmark nemlig på point Albanien og går videre til EM.

Men hvis Albanien vinder, går albanerne direkte videre til EM, og så skal Danmark spille endnu to kampe for at prøve at kvalificere sig til EM.

Du kan følge med i kampen på søndag i radioprogrammet LIGA på P3.