Er du bekymret over at spise piller for at genvinde den gode nattesøvn? Så er der faktisk et alternativ, der er lige så godt som pillerne - psykologisk søvnbehandling
Det fremgår af en ny rapport, "Søvn og Sundhed", som Vidensråd for Forebyggelse netop har offentliggjort. Heri står der blandt andet, at:
"Psykologisk behandling af søvnproblemer har vist sig lige så effektiv som sovemedicin, og de fleste patienter (82%) foretrækker generelt psykologisk behandling frem for medicinsk behandling.”
Ekspert: Bedre end medicin
Psykologisk søvnbehandling har desuden en fordel, som medicin ikke kan hamle op med.
Det forklarer professor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, Bobby Zachariae, som også har været med til at udarbejde rapporten.
Patienterne skal nemlig arbejde på at ændre den adfærd og de tanker, som forhindrer, at de får en god nattesøvn.
- Søvnmedicin er jo forbundet med visse bivirkninger, og de kurerer faktisk ikke problemet, for hvis man tager søvnmedicinen fra folk igen, har de søvnproblemer igen, forklarer han.
- Den psykologiske søvnbehandling er ikke forbundet med bivirkninger, men løser faktisk problemet, fordi det ændrer folks mønstre.
Fraråder ikke medicin
Selvom Bobby Zachariae mener, at psykologisk søvnbehandling - modsat medicin - løser det reelle søvnproblem, er han ikke afvisende over for sovepiller.
Det kommer nemlig helt an på, hvilket problem patienten har.
- Der er jo ikke noget problem i at tage sovemedicin, hvis man har svært ved at sove og skal op til eksamen dagen efter. Men som langsigtet løsning er sovemedicin ikke det ideelle. Der vil psykologisk søvnbehandling klart være en langt bedre løsning, siger han.
Ingen tilskudsmuligheder
Selvom psykologisk søvnbehandling ifølge rapporten er lige så effektiv som sovemedicin og fri for bivirkninger, findes der ingen offentlige tilbud.
Opsøger man selv en privat praksis, der tilbyder søvnbehandling, er der heller ikke mulighed for at få tilskud.
Derudover er der langt fra behandlere nok i forhold til omfanget af efterspørgslen. Det er nemlig mellem seks og ti procent af befolkningen, der anslås at lide af søvnproblemer.
Her kan teknologi spille en vigtig rolle, da der findes digitale alternativer til den personlige psykologiske behandling, som kan yde den samme hjælp.
- De giver nogle gode effekter på folks søvnproblemer, som hvor længe de sover, hvor lang tid de er om at falde i søvn og så videre, forklarer Bobby Zachariae.