Da Stine Andersens mor den 21. august 2011 døde af kræft i bugspytkirtlen, var Stine selv bare 24 år gammel. Den dag blev Stine forældreløs, for hun har aldrig haft et forhold til sin far. Hun har altid boet alene med sin mor.
- Min mor og jeg havde et meget specielt og tæt forhold. Så jeg har aldrig følt et behov for den ekstra forælder, altså min far. Hun har altid været en kæmpe støtte for mig, og det var hende, jeg spurgte til råds om job, studievalg og retning i livet.
Reagerede ikke som forventet
I tiden op til moderens død havde Stine gjort sig tanker om, hvordan det ville blive, når hun mistede hende.
- Jeg tænkte, at jeg ville falde ned i et dybt, sort hul, som det ville blive meget svært at komme op af. At miste en person, der har været så vigtig for mig, tænkte jeg, ville få mig til at føle mig helt alene i verden.
- Men efter hun døde, var jeg tilbage på jobbet allerede efter to uger. Livet fortsatte. Jeg arbejdede i hverdagene, og jeg gik i byen i weekenden. Det kørte derudaf, og folk omkring mig sagde til mig, at jeg var så sej og klarede det så flot.
Men indeni følte Stine sig hverken stærk eller sej.
- Jeg havde mistet mit fundament, min støttepille her i livet var væk. Jeg havde intet ståsted. Jeg følte, at der ikke var nogen, der forstod mig i det svære sted, jeg stod i livet. Der skete noget indvendigt, men det kom ikke ud. Jeg gik med det selv.
Stine undrede sig over, at hun ikke reagerede ved at falde ned i det dybe sorte hul, som hun havde forestillet sig.
- Der var et stort følelses-tumult af sorg, savn og vrede inden i mig. Og den eneste her i livet, som jeg tænkte ville kunne forstå mig, hun var her ikke længere. Jeg havde brug for hjælp til at forstå det og få talt om det med nogen, der forstod mig.
Fandt en forståelse, hun ikke troede fandtes
Stine kontaktede organisationen Børn, Unge & Sorg, hvor hun først fik en individuel samtale og dernæst kom med i en gruppe af jævnaldrende, der også havde oplevet at miste.
- Først var jeg meget skeptisk over for gruppen, fordi jeg følte, at jeg var alene om det, jeg havde oplevet. Det var svært at forestille sig, at nogen skulle kunne tage min historie ind og forstå mig. Jeg var pludselig gået fra at være almindelige Stine til at få titlen ”forældreløse Stine”. Og det var ikke nogen fed titel at få.
- Men den allerførste gang gik det op for mig, da jeg begyndte at fortælle min historie, at de andre i gruppen forstod mig. Det kunne jeg se på dem. De forstod fuldstændig, hvordan det var, jeg havde det.
Stine gik i gruppen i 12 uger, én gang om ugen. Samtalerne havde et tema hver gang: Sygdomsforløbet, begravelsen, etc.
- Det var en helt speciel fornemmelse at blive mødt med ubetinget forståelse. Det er meget specielt og helende. Jeg blev mødt, der hvor jeg var, af både de frivillige, de professionelle og de andre i gruppen. Det reddede mit liv, at jeg kom med i den gruppe. Jeg ville aldrig været kommet hertil, hvor jeg er nu, uden.
- Efter de 12 uger havde min sorg fundet en god plads og en god hylde. Før var den mere flyvsk, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved den.
Hun pointerer, at sorgen aldrig går væk, og at den stadig rammer hende med jævne mellemrum.
- Når det sker, så giver jeg den plads, for ellers får jeg ikke en ordentlig forløsning. Sidder måske derhjemme og kigger på billeder af min mor. Og så laver jeg et sceneskift, det virker godt for mig. Så pakker jeg billederne væk og går en tur eller mødes med en veninde. Og så lukker det sig lige så stille igen.
Glædesdage vil altid være forbundet med sorg
På papiret var Stine Andersen voksen, da hun mistede sin mor. Men når man er 24 år gammel, så har man altså stadig brug for en voksen, en forælder, i sit liv, understreger hun.
- Hele livet er der milepæle, hvor man har brug for at have sine forældre med: Når man bliver færdig med sin uddannelse, får sit første job, skal giftes, får børn. Det er svært for mig at forlige mig med, at hun ikke kommer til at tage del i mine milepæle, de situationer, hvor hun ville have været stolt.
- Jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, jeg får alle steder fra, men det dækker ikke de følelser, som når ens mor hjælper en. Der er ingen, der giver et godt råd som en mor. Ingen der giver en skulder at græde ud ved som en mor.
- Glædesdage vil altid være forbundet med en sorg resten af livet, og det er svært at tænke på, at glædelige begivenheder aldrig kan være udelukkende glædelige.
Det er tabubelagt at være ked af det
Stine Andersen arbejder nu selv som frivillig i Børn, Unge & Sorg. Hendes mission er at fortælle unge mennesker, der kommer i samme situation, som hun selv kom i, at det er okay at være ked af det.
- Det er forfærdeligt, at det er så tabubelagt at tale om det at være ked af det. Det skal være naturligt at tale om at være ked af det og at have mistet.
- Man føler, at ingen forstår det, og det er så forfærdeligt at føle sig alene. Jeg vil gerne give de unge mennesker et indblik i, at det er okay at tale om, at man har det svært og hårdt. Man kan godt åbne op og tale om det, for det kan hjælpe.
Organisationen Børn, Unge & Sorg modtog i aftes Kronprinsparrets Sociale Pris på 500.000 kroner for sit arbejde med børn og unge, der har mistet.