Sådan hjælper du bedst familier i fattigdom

Mange vil gerne hjælpe fattige børn med helt konkrete ting, men det vigtigste er en hjælp, der er varig og værdig, lyder det fra organisationer.

Der er ikke meget at rutte med, når man som tvillingerne Peter og Mikkel bor med en mor, der er på kontanthjælp. (© DR)

Da første del af DR2-programmet ”Barndom på bistand” var rullet over skærmen i sidste uge, var det noget, der vakte empati og et ønske om at hjælpe hos rigtig mange seere:

”Kan vi ikke oprette en gruppe, hvor man fx kan donere penge til kontingentbetaling, benskinner, fodboldstøvler mm, så Lærke kan starte til fodbold?”, lød et af forslagene på DR2’s Facebook-side.

”Er det muligt at få en adresse på de to drenge? Vil gerne sende dem to biografbilletter”, var der en anden, der spurgte.

En tredje ville gerne donere et nyt keyboard til Stephanie, fordi hun i programmet fortalte, at hendes keyboard var blevet ødelagt i en brand.

Værdig hjælp i stedet for almisser

Det er ikke usædvanligt, at DR bliver kontaktet af seere, der gerne vil hjælpe medvirkende i den type programmer. Og det er også et kendt fænomen hos hjælpe-organisationerne, at mange gerne vil hjælpe helt specifikke familier med helt konkrete bidrag.

Men det er ikke altid den bedste måde at hjælpe på, understreger fagkonsulent i Dansk Røde Kors, Ziga Friberg:

- Når et tv-program vækker lysten i seerne til fx at hjælpe et barn med et klaver eller en cykel, så er det svært at sige, at det ikke er den bedste hjælp for dem, men jeg vil til enhver tid anbefale, at man støtter via en organisation, der er specialiseret i at hjælpe.

- Det, som vi har fokus på, når vi hjælper, det er at hjælpe på en socialt værdig måde, der bidrager til, at familierne får deres egne ressourcer i spil. Så de ikke står som et stakkels offer, der får en almisse fra en velmenende medborger.

Hvis et barn får en ny cykel, hvad så når den cykel går i stykker, eller når det er noget andet, det barn mangler?, giver hun som eksempel:

- Hvis man – i gåse-øjne ”bare” – giver det barn en cykel, så fastholder man det barns afhængighed af hjælp og almisser. På den lange bane kan det derfor være mere værdifuldt for de familier at få en hjælp, der støtter dem i at få øje på deres egne styrker og de muligheder der er omkring dem, på trods af svære livsvilkår.

I programmet "Barndom på bistand medvirker blandt andre Nicklas, der bor sammen med sin mor, som er på kontanthjælp. Det er midt på måneden, og de har 75 kroner tilbage at købe mad for til resten af måneden. Plus de flasker, de kan sælge:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57d64dee6187a40ef4066616

Bedre med blivende hjælp

Kirsten Lund Larsen, der er national chef i Red Barnet, er enig: Det er ikke bæredygtigt i det lange løb at hjælpe enkeltpersoner med cykler eller fodboldstøvler.

En organisation giver typisk en mere blivende hjælp, der bliver ved med at være der, fx i form af børneklubber, adgang til fritidsaktiviteter eller mulighed for at få et måltid mad.

Red Barnet har 64 lokalforeninger, hvor frivillige stabler tilbud til udsatte familier på benene. Der er fx familie-oplevelses-klubber for familier, der har det svært, og som mangler netværk og mangler muligheder for at opleve noget.

- Det er ture, hvor disse familier kan mødes og få mulighed for at danne gode relationer, så de kan hjælpe hinanden og få nogle gode oplevelser sammen.

Der bliver også arrangeret sommerlejr, ligesom de frivillige også hjælper udsatte familier med at finde ud af, hvad der er af tilbud om hjælp lige præcis i deres område.

- Der er også mulighed for at søge om tilskud til fritidsaktiviteter til børnene, enten til kontingent eller til køb af udstyr, eller det kan være, at de frivillige hjælper med at køre til og fra fodbold, og bliver på sidelinjen under kampen, hvis forældrene ikke har mulighed for det. Enten fordi de ikke har en bil, eller ikke har kræfterne til det, fortæller Kirsten Lund Larsen.

Netværk er alfa og omega

Hjælp til at danne netværk er også hovedfokus i Dansk Røde Kors’ hjælp til udsatte familier i Danmark, her er hjælpen heller ikke udelukkende økonomisk.

- Vi skaber i stedet sociale netværk, så de familier mødes med vores frivillige, som så samtidig kan fungere som sparringspartnere eller rollemodeller. Familierne får her et stærkere netværk og kan i dette netværk selv blive klogere på, hvad de har allermest behov for støtte til, siger fagkonsulent Ziga Friberg.

- Herefter kan de frivillige støtte op om fx at unge eller forældre skriver ansøgninger, børnene kan få støtte til at lave lektier, eller hjælp til hvor de kan gå til noget i fritiden. Og både børn og forældre kan tale med frivillige med et andet overskud om deres situation – kort sagt få et vigtigt pusterum i en svær hverdag, der giver mere overskud til at klare noget af alt det svære.

Dansk Røde Kors har 50 familienetværk lige nu fordelt i hele Danmark, men der er behov for flere, understreger Ziga Friberg.

- Og behovet er alle steder – ikke kun i udkantsdanmark, som man taler så meget om. De familier findes også i Gentofte.

Så hvis man rigtig gerne vil hjælpe familier, der lever under svære livsvilkår, kan man melde sig som frivillig i sådan et familienetværk, råder hun.

- I det arbejde har man mulighed for at lave aktiviteter og komme tæt på 4-5 familier i fx et år, og så består hjælpen først og fremmest i at blive klog på, hvad der er de familiers største behov, og hvordan man bedst støtter op om, at familierne selv styrkes i at klare sig selv endnu bedre.

- Det er på den måde også støtte til helt specifikke familier, og hvor man som frivillig bliver belønnet ved at opleve, hvordan ens hjælp gør en fantastisk forskel for de her familier.

Hvis man ikke har lyst til at melde sig som frivillig er der naturligvis også mulighed for at give et økonomisk bidrag til Røde Kors.

Den vigtige politiske indflydelse

En anden vigtig del af at støtte familier, der har det svært, via en organisation, handler om politisk indflydelse, slutter national chef i Red Barnet, Kirsten Lund Larsen:

- Gennem en organisation sikrer man også, at der er nogen, der på et mere overordnet plan er med til at påpege politiske udfordringer. Det sker ikke, hvis man sidder bag sin computer og støtter.

- De store organisationer arbejder på at holde politikerne fast på de løfter, de giver. Og gør opmærksom på, når beslutninger, der træffes på Christiansborg ender med at kaste familier ud i fattigdom, som rammer børnene så hårdt. For nedskæringerne betyder, at vi kommer til at se børn med dårlige tænder, dårligt tøj og dårlig ernæring.

Programmet "Barndom på bistand" følger børn i familier på kontanthjælp, som bliver ramt af afsavn i deres hverdag, fordi de ikke har så mange penge, som andre børn. Se børnene her:

  • Sandra fra Karlslunde bor med sin far, der er på kontanthjælp. (© DR)
  • Lærke fra Kolding og hendes søskende bor sammen med deres mor, der er på kontanthjælp. (© DR)
  • Niklas bor i Tåstrup med sin mor. (© DR)
  • Tvillingerne Peter og Mikkel bor med deres mor i Husum. (© DR)
  • Stephanie og hendes lillebror bor med deres mor på Lolland. (© DR)
1 / 5