Esra Alici Pedersen og hendes mand Uffe er netop flyttet ind i en villa i Brabrand lige uden for Aarhus.
Deres nye hus ligger bare et stenkast fra hendes barndomshjem, men der er en verden til forskel på livet i blokkene, hvor hun boede som barn og så det barndomshjem hun nu er i gang med at skabe for sine egne børn.
Esra Pedersen medvirker i tv-programmet ”Én vej – to verdener”, som handler om de to vidt forskellige boligkvarterer, der ligger på hver sin side af Hejredalsvej. Hun har taget turen fra blokkene til villakvarteret.
- Det har sådan set aldrig været en drøm for mig at flytte over i villakvarteret. Jeg havde det rigtig godt som barn ovre i blokkene i Gellerup-parken. Vi hyggede os, var ude hele tiden og havde det sjovt.
- Vi var min far, mor og seks piger på 85 kvm i en lejlighed på fjerde sal. Det var måske nok nogle gange kaotisk, men jeg har aldrig tænkt på, at vi ikke boede godt eller havde det godt.
Tryghed er dét, vi er vokset op i
Og det er faktisk værd at tænke på, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen. For tryghed er det, man kender.
- Man er tryg, dér hvor man er vokset op. Der ser de én, som man er. Vi er trygge i eget miljø, uanset hvad det så er, hvor vi kender kulturen, normerne og reglerne.
Margrethe Brun Hansen er kommet i mange forskellige miljøer i sit job som børnepsykolog, både i fine villaer og i små lejligheder:
- Når jeg er kommet hos familier i det, man ville kalde belastede miljøer, så er det ofte noget med, at naboen lige kigger ind til kaffe, og der er en masse sammenhold. De har et rigt liv - der er ofte en gavmildhed - selv om ressoucerne er små.
Var utryg på avis-ruten
Som barn gik Esra Pedersen med aviser ovre i villakvarteret.
- Jeg kan huske, at jeg syntes, det var lidt utrygt. Der var ligesom lidt for stille, lidt for lukket, og alle lukkede sig om sig selv. Der var ikke nogen interaktion mellem dem, der boede i husene, sådan som der var i blokkene, og det undrede jeg mig over.
- Og det er en undren, jeg stadig har. Folk har simpelthen travlt med sig selv. Man arbejder meget, og når man kommer hjem, er det kvalitetstiden med kernefamilien, man prøver at værne om.
I blokkene kendte alle hinanden, og det var der mange fordele ved.
- Min mor var tryg ved at sende os ud at lege – hun holdt lidt øje med os fra lejligheden, men hun var også tryg ved, at der sikkert også var andre voksne, som holdt øje.
- Her bor vi i et stille villakvarter, hvor børnene tit leger i deres egen have – eller på deres eget værelse. Der er ikke så meget boldspil på vejen eller fælles leg på legepladsen.
Vil gerne inspirere til samvær
Sådan behøver det dog ikke at være, siger Esra Pedersen. Hun vil gerne tage noget af fællesskabet fra hendes egen barndom i blokkene med sig over i villakvarteret.
- Det ligger mig meget på sinde at inspirere til at tænke på andre end sig selv. Jeg har også en blog om det emne, der sjovt nok hedder ’2 verdener’.
- Det er noget, jeg har tænkt meget over: At vi nu har købt vores eget hjem med eget gyngestativ i baghaven bag hækken. Det var egentlig ikke det, jeg ville. For fællesskabet med de andre familier i blokkene fyldte meget i min barndom, og det er gode minder. Men nu vil vi forsøge at skabe noget af det samme her, hvis vi kan.
Da familien boede i Valby, satte Esra Pedersen også nogle projekter i søen, fx en fast legegruppe på det lokale plejehjem for mødre på barsel.
- Det kører stadig, selv om jeg er flyttet. Jeg synes, det var skønt at kombinere de ældre, der savnede lidt selskab, med mødre som gik hjemme på barsel og måske ligefrem også savnede selskab. Jeg har allerede været på besøg på plejehjemmet her for at starte noget lignende op.
- Vi skal værdsætte livet og gøre noget for hinanden og med hinanden.