Et stort flertal af os bliver irriterede, når kæresten, venner eller kolleger virker fraværende, fordi de glor ned i deres smartphone i stedet for at være opmærksomme på omgivelserne.
Men samtidig indrømmer halvdelen af os, at vi også selv bliver taget i at rette vores opmærksomhed mod telefonen i sociale sammenhænge. Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR.
Men hvorfor bruger vi selv vores smartphone på en måde, som irriterer os, når andre gør?
- Helt simpelt forklaret, så er vi jo det eneste menneske i verden, som vi ikke kan se. Vi spejler os hele tiden i vores omverden, men lægger ikke altid mærke til vores egne dårlige vaner, siger psykolog Mette Holm.
Vi lægger mere mærke til andres smartphone
Et andet eksempel på vores dobbeltmoralske syn på smartphones er, at 79 procent af os mener, at danskerne generelt bruger for lang tid på vores telefon.
Men kun 32 procent synes, at de selv bruger for meget tid på at glo ned i den lille skærm.
- Det viser, at mange nok ikke lægger mærke til, at de selv bruger lige så meget tid på deres telefon som alle andre. Vi tænker ikke over vores egen tidsforbrug på telefonen, før andre folk gør os opmærksomme på det, siger psykolog Mette Holm.
Måske kommer der nye sociale normer
Mette Holm indrømmer, at hun selv er storforbruger af sin smartphone, samtidig med at hun gennem sit arbejde som psykolog oplever mange negative sider af teknologien.
- Jeg har mange i mit terapirum, som oplever vores stigende antal digitale relationer som enormt hurtige, zappende og overfladiske. Så smartphones påvirker vores relationer, og at vi risikere at miste social dybde, siger Mette Holm.
- Smartphones er et fantastisk værktøj, der på mange måder gør livet nemmere og samler alle vores digitale muligheder på et sted. Men jeg kunne godt forestille mig, at der på sigt vil komme en reaktion mod, at mange bruger smartphones i sociale sammenhænge. Måske vil det at sidde med sin telefon fremme i sociale grupper i stigende grad blive set ned på.
Fakta om undersøgelsen:
- •
Den er udarbejdet på baggrund af 1.006 interviews med danskere på 18 år og derover, som har en smartphone.
- •
Interviewene er indsamlet som telefoninterviews i perioden 20.-30. november 2015
- •
Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/- 3,1 procentpoint
- •
Du kan se undersøgelsens resultater her.
Hvordan oplever du, at du selv eller andre er dobbeltmoralske med vores brug af smartphones? Og gør du andre opmærksom på det? Del din historie og mening i kommentarfeltet nedenfor.