Mange mennesker synes, at de spilder alt for meget tid ved hele tiden at lave små overspringshandlinger på deres smartphone.
Men alligevel er det enormt svært for mange at trappe tidsforbruget ned eller helt lægge mobilen fra sig i perioder. Og nogen bliver reelt afhængige af telefonen.
Psykolog og ph.d. Morten Fenger har skrevet en artikel om vores konstante brug af smartphones i fagbladet Psykolog Nyt, og her er hans gode råd om, hvad man kan gøre for at få et sundere forhold til sin smartphone.
Morten Fengers fem gode råd:
- •
Lav en aftale med dig selv eller dem, du er social med, hvornår du er online, hvad enten det er via computer eller smartphone. Skriv eksplicit på mail eller facebook, hvornår folk kan forvente svar: "Jeg tjekker mail hver dag kl. 16.00". Er dine venner, kolleger, skolekammerater eller familie hele tiden online, så skal der laves en fælles aftale der. I skolen skal det tages op i klassen, læreværelset eller i skolebestyrelsen. Er du meget afhængig, så skal du lave et skema om, hvornår din smartphone må være tændt. Hæng skemaet op på køleskabet, og overhold tiderne.
- •
Vær bevidst om, hvad der er middel og mål med din smartphone. Telefonen er et middel til at komme i kontakt med andre, planlægge, informere og lave aftaler. Når du er online på smartphonen blot for at være online, så er det tomme kalorier for ens fællesskabsoplevelse. Derfor vælger mange at gå over til at bruge almindelig gammeldags mobiltelefon i hverdagen.
- •
Sørg for at have mange aktiviteter med sport, ansigt-til-ansigt-kontakt, hobbies og aktiviteter, hvor du bruger din krop og dine sanser. Det giver en stimulering, som reelt mætter vores behov for at blive set, accepteret og deltagende i fællesskaber.
- •
Gør det til en sport at være god til at være nærværende uden din smartphone. Dine venner og familie vil føle sig oplivet af din udelte opmærksomhed, og du vil opleve belønning af den positive feedback.
- •
Gør det til en styrke at være til stede i en aktivitet og som målet i sig selv. Det kan være en opvask, en samtale, lektielæsning, en gåtur, et bad. Hvis du også har brug for at have smartphonen tændt, så gør det til et bevidst enten eller valg: enten opvask eller smartphone. Er det et problem med livsvigtige opkald, så køb en almindelig mobiltelefon.