Når man står i kirken og lover hinanden evig troskab, så ligger tanken om skilsmisse én uendeligt fjern. Naturligvis og heldigvis.
Men hvad er det så, der gør, at man kan gå fra at elske et andet menneske over alt på jorden, til ikke at kunne leve sammen med det menneske længere? Og for nogles vedkommende til slet ikke at kunne være i stue sammen eller tale sammen?
- Bevægelsen fra at alt er lykkeligt, til at man går fra hinanden, sker over tid. Det er sjældent, at det sker meget brat og pludseligt, siger psykolog ved Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due.
- Det er en udvikling: Man kommer under pres, og derfor kan man komme til at svigte hinanden, og hvis man ikke har noget overskud, magter man måske ikke at hele de sår, man kommer til at påføre hinanden. Over tid kan det udvikle sig til bitterhed og ligegyldighed.
Vi kommer under pres
Det er som oftest mængden af konflikter, og sår der ikke læges, som gør, at parret efterhånden lever i et negativt klima, hvor de ikke får taget fat om ondets rod, forklarer Mattias Stølen Due:
- Enkelte skænderier eller enkelte svigt bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Men det er ikke dråben, der er problemet, det er sådan set bægeret.
En væsentlig faktor, der fører til skilsmisse, er ekstern stress.
- Fra vi møder hinanden, til vi går fra hinanden, går vi igennem en proces, hvor vi bliver presset fx af jobbet, eller når vi får børn. Risikoen for at gå fra hinanden vokser, når man får børn, fordi parforholdet kommer under pres, og så udfordres kærligheden, siger Mattias Stølen Due.
Vi tager hinanden for givet
Det, der sker i mange parforhold, er, at det, der var spændende ved den anden i begyndelsen, bliver almindeligt.
- Sådan er det med de fleste ting her i livet. Den første gang man ankommer til et andet land, er det utrolig eksotisk og spændende, men hvis man vender tilbage igen og igen 30 gange, så er det pludselig ikke længere så ophidsende.
- Det er positivt, at man finder en ro sammen, men det er samtidig negativt, hvis det betyder, at man tager hinanden for givet og glemmer at værdsætte det unikke ved hinanden. For så glemmer man at fortælle hinanden det, og dermed kan man komme til at mangle en oplevelse af at være elsket.
Ligegyldighed er den farlige følelse
I alle parforhold sker der det med tiden, at man kommer til at såre hinanden. Det kan ikke undgås, og det er ikke nødvendigvis det, der fører til skilsmisse.
- Når man bliver såret, er det fordi, man dybest set er glad for hinanden. Men hvis man ikke passer på, så kan afstanden vokse og til sidst blive til ligegyldighed, forklarer Mattias Stølen Due.
- Og når man er ligeglad med hinanden, så er løbet ved at være kørt. Så længe man stadig kan føle vrede eller ked af det-hed i forhold til sin ægtefælle, så er der faktisk noget at gøre. For så er der stadig varme følelser. Ligegyldigheden er den farlige følelse.