Forpligtelsen hører stadig til kærlighedsforholdet
Ordet forpligtelse kan lyde surt, men ikke desto mindre hører forpligtelsen også til i kærlighedsforholdet.
Vi er forpligtede i forhold til alt fra materielle ting som bolig og bil til immaterielle goder og glæder som børn, familieliv og vores sociale liv.
Men kan man ikke også sige, at vi er forpligtede i forhold til at pleje kærestekærligheden?
Det, mener jeg, er tilfældet. Når jeg ser tilbage på 2014 og ser på den røde tråd i mange af de fine brevkassespørgsmål, jeg har fået, og på mange af de sex- og samlivsproblemer, jeg møder i min samtaleklinik, så er jeg ikke i tvivl om, at vi i dag i særlig grad er udfordret på forpligtelsen i parforholdet.
Både frihed og sikkerhed
Manger oplever et dilemma og vil på den ene side rigtig gerne den romantiske forpligtelse i kirken – når vi siger ’ja’ til at elske og ære, til døden os skiller – og på den anden side vil vi også have friheden og sikkerheden, der ligger i ikke at forpligte os alt for meget.
Men hvad hvis det lykkelige liv og parforhold ikke kommer, uden at vi gør en indsats, og uden at vi forpligter os? Jeg tror på, at den dybe, varige kærestekærlighed ikke er vedligeholdelsesfri.
Det kræver en løbende indsats at pleje forholdet, det er en fælles forpligtelse.
Forpligtelse - men kun i kort tid
Samtidig har forpligtelsen en udløbsdato. I tidligere generationer var udløbsdatoen i højere grad givet, end den er i dag.
Her bortfaldt den gensidige forpligtelse, når en ægtefælle døde. I dag er det anderledes. Her bortfalder forpligtelsen, når vi lader den bortfalde.
Det kan sagtens ske, mens vi er i et forhold, eller når forholdet er under afvikling. Forpligtelsen har en udløbsdato, og den er nogle gange meget kort. Tænk blot på deltagerne i DR’s seer-succes ’Gift ved første blik’. Her kunne forpligtelsen for flere par tælles i dage.
Vi accepterer skilsmisse
Men også i det virkelige liv har forpligtelsen fået en kortere holdbarhed for mange mennesker. Danskernes accept af skilsmisse som løsningen på deres sex- og samlivsproblemer er vokset de senere år.
Selv om mange søger hjælp hos parterapeuter, sexologer, psykologer m.fl., så er der også mange par, som hurtigt skrider fra samlivsproblem til skilsmisse.
Det kræver i dag kun få klik at lade sig skille over nettet. Så er man kommet af med den forpligtelse.
Men man har også valgt at slutte en kærlighedshistorie med et menneske, man tidligere elskede højt og måske stadig har kærlighedsfølelser for. Man har valgt den fælles historie fra.
Græs og kærlighed skal vandes
Sammen med parterapeut Ingrid Ann Watson sidder jeg i disse måneder og skriver på en ny bog. Den kommer til at handle om kunsten at pleje kærligheden i alle aldre og om ni universelle ’regler’ om kunsten at leve i parforhold.
Dem er jeg sikker på, mange gerne vil kende. Jeg ville også gerne selv have kendt til ’reglerne’ tidligere i mit liv. En af ’reglerne’ kommer til at handle om, at man skal vande græsset, hvor man ønsker det skal gro. Ønsker vi et blomstrende kærlighedsforhold, så må vi ’vande’ kæresten og forholdet. Vi vil jo rigtig gerne den passionerede intimitet med vores elskede, men forpligtelsen hører også med på godt og mindre godt.
Kærlighed uden sure sokker findes kun, hvis vi vasker sokkerne.
Giv forpligtelsen et eftersyn
Hvis vi skal tage et blik ind i 2015, kan det jo blive en anledning til at dvæle ved forpligtelsen og give den et serviceeftersyn?
Forpligter jeg mig nok? For lidt? Eller for meget? Og jeg tænker, at vi med fordel kan gøre det med dette faktum i baghovedet:
Græsset er grønnest der, hvor vi vander det.
Tak for de mange gode brevkassespørgsmål i 2014 og på glad gensyn i 2015,