Lige under 800.000 så med, da den seneste udgave af "Gift ved første blik" løb over skærmen i efteråret 2015.
Og nu er det her igen.
Endnu en sæson af det ægteskabelige eksperiment bliver sendt på DR1 med sæsonstart i aften klokken 20:45.
I programmet vælger otte personer at kaste sig ud i ægteskabet med en helt ukendt partner. Håbet er at finde den eneste ene og lægge singlelivet bag sig.
Et liv, som 1,6 millioner danskere lever.
Christian Lundmand Jensen er en af de nye deltagere.
Han er fysiklærer på Allerød Gymnasium, og han er spændt på, hvad omgivelserne siger til, at han har valgt at være med i programmet.
Det er ikke reaktionen fra vennerne, som han er usikker på.
- Alle har støttet mig, så mine venners reaktioner tænker jeg ikke så meget over. Det er mere hvordan Danmark reagerer. Man ved jo ikke, om man bliver slagtet eller elsket? Jeg har aldrig været på tv før, så jeg aner ikke hvad jeg skal forvente, siger han.
GIFT VED FØRSTE BLIK
- •
DR1 tager hul på fjerde sæson af 'Gift ved første blik' tirsdag den 7. februar kl. 20:45.
- •
I programmet siger otte singler ja til at gifte sig med hinanden, selvom de aldrig har mødt hinanden før. Målet med det arrangerede ægteskab er at finde kærligheden.
- •
I fem uger skal ægteparrene leve sammen som mand og kone. Herefter skal de afgøre, om de vil forblive sammen, eller om de vil lade sig skille.