Når datingprogrammet 'Gift ved første blik' i aftes vendte tilbage med den fjerde sæson, var det ikke kun med otte nye deltagere.
Det er også med to nye eksperter i ekspertpanelet. En af de nye er Mette Smidt, som er psykolog og parterapeut.
Ekspertpanelet har matchet parrene på baggrund af grundige observationer, samtaler med deltagerne og ved at spørge til deres personlighed, værdier, seksualitet, samliv og kommunikation.
Gift ved første blik
- •
DR1 indleder fjerde sæson af 'Gift ved første blik' tirsdag 7. februar klokken 20:45. I programmet siger otte singler ja til at gifte sig med hinanden, selvom de aldrig har mødt hinanden før.
- •
Målet med det arrangerede ægteskab er at finde kærligheden.
- •
Ægteparrene skal i fem uger leve sammen som mand og kone. Herefter skal de beslutte, om de vil forblive sammen, eller om de vil lade sig skille.
Sagde først nej - så ja tak
Da Mette Smidt sidste år blev spurgt, om hun ville medvirke i tv-programmet, sagde hun dog først 'nej tak' og tænkte, at det ville hun lade andre om.
Men da hun så fik spørgsmålet om, hvilken psykolog hun kunne henvise til, gav hun henvendelsen endnu et par tanker, forklarer hun.
- Der gik et par timer, fra jeg sagde nej til, at jeg skiftede mening og sagde ja tak. Jeg valgte at sige ja tak, fordi parforhold er mit område, og det ligger mig meget på hjertet at give parforhold nogle gunstige vilkår, når der er problemer og udfordringer.
Ny på TV
På sin blog skriver Mette om sine overvejelser og om skiftet fra nej til ja tak.
En af overvejelserne var, om hendes arbejde som psykolog ville blive fair gengivet på tv-skærmen:
- Tv-mediet var jo helt nyt for mig, og jeg var lidt usikker på, hvordan det ville være for mig. Mens jeg overvejede, om jeg alligevel skulle sige ja, så jeg klip fra tidligere sæsoner af 'Gift ved første blik'. Desuden vendte jeg mine overvejelser med en kollega.
Hvad kan du selv gøre
Hun glæder sig meget til at genopleve rejsen på tv de kommende ni uger, tilføjer hun:
- Jeg er overbevist om, at det på alle måder er interessant for mit fag at deltage som ekspert i 'Gift ved første blik'.
- Der kommer en ekstra dimension ind, når jeg i programmet er med som ekspert fra starten af forholdet. Det er modsat arbejdet i min praksis, hvor jeg næsten altid først kommer ind i forholdet, når problemerne har vokset sig store.
Som en af flere eksperter har hun glædet sig allermest til at hjælpe de otte deltagere med at zoome ind på, hvad de selv kan gøre i et parforhold:
- Jeg skal være med til at vise nogle af vejene til at give parforholdet en chance.
Respekt for fagligheden
Som praktiserende psykolog får Mette ofte stillet spørgsmålet: Hvad er interessant at vide om dit arbejde?
Svaret er, at noget af det bedste er højtiderne, hvor hun hører fra tidligere klienter, som sender en mail eller et julekort, hvor de fortæller, at parforholdet stadig går godt.
Hun synes også, at det er dejligt, at hun som 34-årig psykolog kan lære ældre klienter noget.
- Jeg kan rigtig godt lide, når for eksempel en ældre mand, der kommer i min praksis, virkelig ikke mener, at jeg kan lære ham noget, og han så bliver overrasket over, at jeg kan vinde hans respekt og også hjælpe ham på vej til at forbedre sit parforhold.
Fem råd: Vær mere nysgerrig og modig
Dr.dk har spurgt Mette Smidt om, hvilke fem råd hun vil give de singler, som skal navigere i at finde en kæreste, der måske, måske ikke kan blive den kommende ægtefælle.
Hun har prioriteret de fem gode råd i denne rækkefølge:
1. Et forhold kører ikke bare på skinner. Selv om der er en stærk tiltrækning mellem de to parter og måske også en overbevisning om, at nu har de fundet den eneste ene, så betyder det ikke, at forholdet bare kører på skinner. Der skal arbejdes med det.
2. Vi skal lære noget af alle vores relationer. Det er vigtigt ikke at vende hinanden ryggen, når forholdet bliver svært. Det gælder især i starten af et nyt forhold, men også når forholdet bliver mere etableret. Parterne skal kunne se hinanden i øjnene, når der kommer ”bump på vejen” og situationen måske bliver akavet. Her skal man ikke lade hinanden i stikken og komme med dårlige undskyldninger.
3. Prøv at se på hvordan du reagerer. Begge parter skal prøve at blive bevidste om deres egne reaktionsmønstre, når forholdet bliver udfordret. Vi har forskellige reaktionsmønstre. Det kan være at være bevidst om, hvordan du reagerer, når han eller hun ikke svarer på dine sms’er. Hvad gør du så typisk? Trækker dig, er tavs eller?
Her kan begge parter udfordre sig selv med ikke at trække sig, blot fordi der er tavshed på sms’en.
4.Husk at tilføre forholdet positiv energi. Man skal huske at investere positiv energi i relationen til partneren og gøde forholdet i stedet for at forurene det. Dermed kan det blive nemmere at høste resultatet af relationen til den anden.
5. Mere mod og nysgerrighed kan styrke forholdet. Det er vigtigt at vise mod og nysgerrighed, også når noget i forholdet bliver svært. Man kan udholde rigtig meget sammen ved at vise mod og nysgerrighed.
Blå bog: Mette Smidt
- •
Mette Smidt er 34 år
- •
Hun er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet.
- •
Arbejder i dag som privatpraktiserende psykolog i egen praksis midt i Aarhus.
- •
Hun er gift og har en datter sammen med sin mand, der har to børn fra et tidligere forhold.
Det første afsnit har premiere tirsdag 7. februar kl. 20.45 på DR1 og DR TV.