Hvis du bor i byen, kommer du sikkert ind imellem forbi træningsstationer, hvor kommunen forsøger at få flere borgere til at lave noget styrketræning.
Men der er ikke umiddelbart noget, der får fysisk inaktive mennesker i gang med at træne, siger Maja Pilgaard, der forsker i danskernes idrætsvaner som analyse- og forskningsleder på Idrættens Analyseinstitut.
- Hensigten med at stille noget op offentligt tilgængeligt er blandt andet, at man gerne vil have flere til at dyrke motion, men den målgruppe vil ofte afvise at bruge faciliteten på forhånd, fordi man tænker, at det ikke er noget for mig, siger Maja Pilgaard.
- I stedet kan kommunen eller idrætsforeningerne alliere sig med pionerer, der selv tilhører målgruppen, fx overvægtige kvinder eller ældre mænd, så man kan se sig selv som en del af træningen, siger hun.
Folk i målgruppen skal gå forrest
Maja Pilgaard har for nylig foretaget en evaluering af løbestier for Lokale- og Anlægsfonden, hvor hun blandt andet kiggede på, hvor meget aktivitetsstationer specifikt i parken Søndermarken på Frederiksberg Kommune blev brugt.
Selv om hun tager forbehold for få observationer ser det ud til, at det primært er folk, der i forvejen løber i parken eller kommer forbi med børn, der bruger anlægget.
- Det kan være en god ide, hvis folk, der selv er i målgruppen, tager teten op. Man har fx set sådanne effektive tiltag i London, forklarer Maja Pilgaard.
Overvægtig London-kvinde starter motionsbølge
I London har en overvægtig kvinde startet løbeholdskonceptet for overvægtige kvinder: Too fat to run.
- Kvinden kalder det, hvad det er. Og overvægtige kvinder har identificeret sig med det og hende, og det har skabt en stor motionsbølge, siger Maja Pilgaard.
- Så noget af det, vi snakker om, er at bruge nogle aktivitetsfællesskaber. I stedet for at stille en fitness-station op offentligt tilgængeligt, kan man måske lave noget organiseret træning, hvor der er nogle engagerede instruktører, der siger, at man kan komme og være med – og målrette tilbuddet til specifikke målgrupper, så kvinder og mænd kan se sig selv i det, siger Maja Pilgaard.
Største barriere er blufærdighed
I sidste uge fortalte Maja Pilgaard om sine analyser på en international idrætskonference i København med temaet ’Sport in the city - Mobility, Urbanity and Social Change’.
Lektor Laila Ottesen fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet var tovholder på konferencen og forsker selv primært i idrætssociologi, sundhedsfremme og forebyggelse. Hun støtter Maja Pilgaards udsagn.
- Jeg har lavet undersøgelser af inaktive og spurgt ind til hvilke barrierer og muligheder, som de selv ser. Og én af de største barrierer, de nævner, er blufærdighed. Man har ikke lyst til at blive set på andre. Det er både, fordi man er blufærdig over for sin krop, og fordi man mangler kunnen, siger hun.
- Så at lave noget i det offentlige rum for inaktive er en dårlig ide. Det er nogle helt andre ting, der skal til for at få fat i den målgruppe. Og der er det fornuftigt at forsøge at få ildsjæle i målgruppen til at aktivere andre, siger hun.
Fodbold Fitness drives ofte af pionerer
Laila Ottesen peger på det forholdsvis nye træningskoncept Fodbold Fitness, som Center for Holdspil og Sundhed har skabt sammen med DBU og DIF.
Træningsformen foregår på små baner, der er ingen turnering, reglerne er enkle, og der er ikke mødepligt. Målgruppen er alle (in)aktive voksne, men især kvinder.
- Inden for Fodbold Fitness ser vi netop ofte, at nogle kvinder har behov for og lyst til at spille fodbold, og de får så samlet et hold, siger Laila Ottesen.
Gennem sin egen og kollegers forskning kan hun dog se, at der er behov for en form for organisering fx i klubregi, for hvis de selv skal sørge for bolde og baner, brænder ildsjælene ud.
Kommunen kan hjælpe pionererne
Center for Holdspil og Sundhed og Københavns Kommune er i gang med et projekt på Forebyggelsescenter Nørrebro med fysisk træning for voksne i risikogruppen for at få livsstilssygdomme.
- Vi kan se, at udslusningen til selvorganiseret idræt netop er meget vanskelig, når folk skal ud af de trygge rammer. Det indikerer, at der også er brug for noget støtte, for at folk bliver ved med at træne, siger Laila Ottesen.
- Foreningerne kan også være rammen, selv om enkeltstående personer driver det. Der foregår allerede en del samarbejde mellem kommuner og foreninger. Der skal bare være mere af det, og aktiviteterne skal være målrettede og tilpassede målgrupperne. Det vil være en måde at få endnu flere i gang, siger hun.