Lad ikke vabler stoppe dit maratonløb!

Vabler kan få selv den hurtigste løber ud på sidelinjen, så få gode råd til at forebygge - eller behandle dem - hvis skaden er sket.

Av, av, av! Vabler gør ondt og får dig i hvert fald ikke til at løbe hurtigere. Så hvad gør man? (© COLOURBOX)

Vabler er trælse. Det kan vi alle sammen nok hurtigt blive enige om, men hvorfor er det, at de har det med at komme snigende - når man mindst har brug for dem. Som fx under et maratonløb eller en lang dejlig vandretur?

Læge Britta Weyer, der svarer på brevkasse-spørgsmål om vores krop her på Lev Nu, forklarer:

- Vabler opstår, når huden over noget tid udsættes for tryk og friktion på samme sted. Så kan det øverste hudlag løsne sig og mellemrummet fyldes med vævsvæske. Det beskytter den underliggende hud, men trykker også på nerveenderne dernede, så man ikke er i tvivl om, at huden vil have ro nu!

- Går der hul på et blodkar i underhuden, kan vablen også fyldes med blod. Det er ikke mindre ømt og indebærer en større risiko for betændelse.

Hold fingrene fra dem

Vabler forsvinder bedst af sig selv. Der for skal man ifølge Britta Weyer så vidt muligt holde fingrene fra dem og altså ikke punktere dem.

- For så risikerer man at slippe uønskede bakterier, der kan give betændelse, ind - kan man ikke lade være, så brug en ren nål og lav et lille hul i siden og pres væsken ud. Lad huden sidde på og dæk med et plaster.

Et særligt vableplaster kan hjælpe, fordi det fordeler trykket og dermed mindsker smerterne, desuden holder det en passende fugtighed og hindrer ikke vablens egen heling.

- Vær opmærksom, hvis der bliver rødt og særlig ømt omkring vablen eller hvis væsken indeni er gul og lugter, det tyder på betændelse, og skal ses af lægen, hvis ikke det bedres meget hurtigt, forklarer Britta Weyer.

To lag sokker

Men hvorfor kommer de egentlig, de generende vabler?

- Typisk opstår vablerne, når man gør noget særlig længe eller uvant. For at forebygge vabler er det klogest at bruge gode sko, som er gået til. Beskyt eventuelt særlig udsatte områder på forhånd med plaster inden længere ture – ofte ved man jo godt, hvor det plejer at gå galt…

- Fugtighed fremmer vabledannelsen, så svedtransporterende sokker kan være en fordel. Sokkerne skal sidde til og passe godt, så de ikke laver folder. Et særligt tip er at bruge to par tynde sokker, som så kan gnide på hinanden i stedet for på huden nedenunder.

Britta Weyer har sit eget hjemmegjorte kneb for at undgå vabler, når hun skal på langfart:

- Det er næppe videnskabeligt dokumenteret, men jeg kan fortælle, at vi i min familie længe har brugt et par nylonsokker trukket udenpå skisokkerne nede i støvlerne på langrendsturene – og vi har næsten ikke haft brug for vableplaster siden…