GRAFIK Usund livsstil giver langt flere diabetes

Antallet af danskere med diabetes er mere end fordoblet på 15 år.

Antallet af mennesker med diabetes er eksploderet i de seneste år.

På verdensplan har omkring 415 millioner mennesker diabetes, og det svarer til 8,3 procent af alle mennesker mellem 20 og 79 år.

Diabetes blev tidligere kaldt sukkersyge, og det er en sygdom, der betyder, at man lever med et kronisk forhøjet sukkerindhold i blodet.

Mindst en kvart million danskere har diabetes

I Danmark er der 245.500 diabetespatienter ifølge Sundhedsdatastyrelsens seneste officielle tal fra 2015.

Omkring 10 procent har type 1-diabetes, der primært rammer børn og unge.

De sidste 90 procent har type 2-diabetes, men den betegnelse dækker i virkeligheden over mange forskellige sygdomme, fortæller professor Henning Beck-Nielsen fra Syddansk Universitet.

- Jeg mener, at det er forkert at kalde det for en enkelt sygdom. Vi forsker i at forstå de forskellige typer bedre, så vi kan blive bedre til at behandle de forskellige sygdomme på forskellige måder, som er mest effektive, siger Henning Beck-Nielsen.

Type 2-diabetes er blevet en folkesygdom

Type 2-diabetes er i voldsom vækst, og den primære årsag er usund livsstil.

220.500 danskere har type 2-diabetes ifølge Sundhedsdatastyrelsen, men Diabetesforeningen mener, at antallet reelt er højere.

- Registret dækker alle, der har købt medicin mod type 2-diabetes, eller har fået diagnosen type 2-diabetes på et sygehus. Men vi ved fra ny dansk forskning, at 25 procent af alle type 2-diabetespatienter ikke får medicinsk behandling. Så det giver i alt omkring 275.000 med type 2-diabetes, forklarer kommunikationsdirektør i Diabetesforeningen, Morten Jakobsen.

Endnu større problem i fremtiden

Diabetesforeningen frygter desuden, at op mod 200.000 danskere går rundt med diabetes uden at vide det.

Derudover er type 2-diabetes meget arvelig, da man har 80 procents risiko for at udvikle sygdommen, hvis begge ens forældre er ramt.

- Så vi forventer, at der vil opstå en sneboldseffekt, så endnu flere i den næste generation vil blive ramt, hvis ikke vi får vendt udviklingen, siger professor Henning Beck-Jensen.

Type 1-diabetes er et mysterium

Også antallet af danskere med type 1-diabetes stiger.

Man kender ikke årsagen til type 1-diabetes, men ifølge professor Henning Beck-Nielsen regner man også her med, at de unges eller forældrenes livsstil spiller ind.

Siden 2000 er antallet danskere med type 1-diabetes steget gået fra 21.800 til 25.000.