Igennem et år har danske forskere fulgt 64 patienter med type 2-diabetes, som har fået hjælp til at få en sundere livsstil med sund mad, god søvn og seks timers motion om ugen.
Og den livsstilsændring har gjort forsøgspersonernes helbred så markant bedre, at 56 procent af dem ikke længere har brug for diabetesmedicin.
- Det er imponerende, at man kan flytte folk så meget, når det drejer sig om en sygdom som type 2-diabetes, som vi er vant til at opfatte som en kronisk sygdom, siger professor Bente Klarlund Pedersen, der leder forskningsprojektet på TrygFondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.
- Man kan ikke på nuværende tidspunkt tillade sig at sige, at man som sådan er blevet fuldstændig helbredt for diabetes, men hvis man havde undersøgt en af forsøgspersonerne, som er uden medicin efter et år, så ville man ikke kunne se, at han eller hun havde diabetes.
Diabetes koster milliarder
Ifølge Diabetesforeningen har omkring 275.000 danskere type 2-diabetes, og man frygter, at antallet vil være fordoblet om ti år.
Det danske samfunds udgifter til diabetes vil være på omkring 60 milliarder kroner i 2025, vurderer den uafhængige organisation Institute of Applied Economics and Health Research (ApEHR).
- Hvis forsøgspersonerne formår at opretholde det flotte resultat, som vi ser efter et år, så vil det betyde, at vi regner med, at denne intervention med sund livsstil vil have betalt sig hjem efter omkring syv år, siger sundhedsøkonom Camilla Sortsø fra ApEHR.
Forskerne vil fortsat følge testpersoner
Forskerne vil fortsætte med at følge forsøgspersonerne for at se, om de kan holde den sunde livsstil, så de fortsat ikke vil have nogle indikationer på sukkersyge efter to år - altså et år efter forsøget er afsluttet.
- Principielt ved vi jo ikke, hvad der vil ske. Projektet er ikke færdigt, og nu skal vi følge forsøgspersonerne i et år mere og se, hvad der sker. Men min egen formodning er, at man er nødt til at fortsætte sin nye sunde livsstil for at kunne holde sin sukkersyge på plads, siger professor Bente Klarlund Pedersen.
- Og hvis det viser sig, at intensiv livsstilsændring er mere effektiv end medicin, så skal man jo til at undersøge, i hvilket omfang man skal tilbyde intensive livsstilsændringer til alle patienter.
Ikke for eller imod medicin
Chris MacDonald har været vært på tv-programmet 'U-turn', hvor man gennem et år har fulgt seks af forsøgspersonerne.
Og både han og Bente Klarlund Pedersen understreger, at de ikke ønsker, at resultaterne skal skabe en debat for eller imod medicin.
- Medicin er for mange patienter livsvigtig. Og det virker, som det skal ved at nedsætte risikoen hjerteanfald og andre større komplikationer, der kan give en tidlig død. Men hvis man også har en behandling med sund livsstil, der på sigt kan gøre ens helbred så godt, at man ikke har behov for medicin, så vil det selvfølgelig være enormt effektivt, siger Chris MacDonald.
- Disse resultater burde inspirere millioner af mennesker verden over, som kæmper med type 2-diabetes. Udviklingen de seneste mange år i forhold til kroniske livsstilssygdomme viser, at vores nuværende måde at takle de her sygdomme på ikke virker. Tendensen er, at flere og flere mennesker bliver syge. Vi er nødt til at tænke anderledes, og her har vi et alternativ, siger Chris MacDonald.
Du kan se det sidste afsnit af tv-programmet 'U-turn' i aften klokken 20:30 på DR1 og dr.dk/tv.