Marie Steenberger arbejder til hverdag med mad og følelser, og har jævnligt også helt unge piger med spiseforstyrrelser i sin konsultation.
Og resultatet af Børnerådets nye undersøgelse, der fortæller, at mange helt unge piger laver strenge mad-regler for sig selv eller jævnligt går på slankekure, kommer slet ikke bag på hende.
- Der er et meget stort sundhedsfokus i samfundet lige nu, men problemet er, at budskabet tipper over for nogle af de unge.
For hvis pigerne derhjemme konstant hører om at man skal leve sundt - eller oplever en mor (især), der er meget optaget af sin vægt eller sund levevis, så er det kun naturligt, at de overtager det fokus, siger Marie Steenberger.
- Vi prøver at give sunde budskaber videre, men børn opfatter det som om, at de skal gøre det samme – ellers er jeg forkert på den. Og at der kun er en rigtig måde at se ud på, forklarer hun.
Mad som straf og belønning
Og selvom mange forældre i den bedste mening siger sætningen: Spis dine grøntsager ellers får du ingen dessert, så er det faktisk slet ikke måden at gøre det på, forklarer Marie Steenberger. For så udnævner vi automatisk noget mad til straf og noget til belønning.
- Vi skal praktisere sundhed og ikke tale om det – skåret ud i pap. Vi skal servere varieret mad og ud og bevæge os fordi det er sjovt, og fordi det giver godt humør. Men lad være med at fortælle hvorfor. Lad være med at sætte ord på god og dårlig mad.
I det hele taget mener Marie Steenberger, at vi skal tænke over, hvordan vi selv bruger mad.
- Hvis man selv har en kobling mellem mad og følelser, så bliver den overført på børnene. Vi trøster dem med noget sødt, når de er kede af det. Og det overtager de. Giv dem et kram i stedet eller lyt til dem, men trøst dem på en anden måde.
De voksne har lederskabet
I det hele taget er det vigtigt, at de voksne tager ansvaret på sig for familiens sundhed - og viser børnene vejen, forklarer hun.
- Børn skal ikke vælge – eller få et valg mellem sund mad eller sukker, når de er sultne. Man fx kan sige - 'hvis du er sulten nu, så har du det her, du kan vælge imellem. Og hvis du ikke gider at spise det, så er du bare lækker-sulten. Og det forstår jeg godt, men i vores familie spiser vi slik om fredagen'.
I det hele taget skal voksne se på det, de siger og gør, som det børnene - og senere de unge - spejler sig i, siger Marie Steenberger:
- Vi skal som forældre forsøge at arbejde med os selv. Vi skal se os selv udefra. Kigger vi os hver morgen i spejlet og taler om den store numse eller taler vi hele tiden om, hvordan man er sund, så er det det, børnene hører og tager med videre.