Kvindelige maratonløbere er bedre end mænd

Mænd løber hurtigst, men kvinder er bedre til at ramme deres optimale tempo.

Kvindelige maratonløbere er bedre end mænd til at løbe i et stabilt tempo og ikke brænde sammen til sidst. (© COLOURBOX)

Når det kommer til fysiske præstationer, så er mænd kvinder overlegne i langt de fleste discipliner, og det gælder også maraton.

Kenyanske Dennis Kimetto har verdensrekorden i tiden 2:02:57, mens kvindernes rekord er 12 minutter langsommere.

Og endnu større kønsforskel er der på motionisterne ifølge en ny og meget omfattende statistik over maratontider.

Den viser mændene i snit løber på 4 timer og 21 minutter, mens kvinderne i snit er 20 minutter langsommere.

Færre kvinder brænder sammen

Den nye statistik er dog langt fra kun kedelig læsning for kvindelige maratonløbere.

For faktisk viser det sig, at kvinder globalt set er bedre end mænd til at løbe i et kontrolleret og stabilt tempo.

-Det vil sige, at kvinderne er bedre til at ramme deres optimale tid, mens flere mænd lægger for hårdt ud og derfor må slide sig igennem den sidste del af løbet med smerter og en ikke-optimal tid som følge, siger Jens Jakob Andersen, der står bag den nye statistik.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:54c602416187a214586be7fe

Mænd løber for hurtigt i starten

Ser man på verdenseliten, så løber de stort set nøjagtig lige hurtig på den første og sidste halvdel af et maraton for at få den optimale tid.

De kvindelige motionister løber i snit anden halvdel af løbet 11 procent langsommere end den første, mens de mandlige motionister går mere kolde og løber 14 procent langsommere på den sidste halvdel.

Det lyder måske ikke som den helt store forskel, men det er en markant forskel, når det er en tendens, som er tydelig i en statistik lavet af flere hundredtusinder maratontider.

-Mænd og kvinder burde være lige gode til at holde et jævnt tempo, men kvinderne er altså bedre til at holde et effektivt pace, og dermed kan man sige, at de er bedre maratonløbere end mænd, siger Jens Jakob Andersen.

-Statistikken forklarer ikke, hvorfor det er sådan. Men mit bud er, at flere mænd end kvinder måske har lidt for høje forventninger til deres form. Eller også kan der være noget psykologisk i det, hvor flere mænd måske bliver krigeriske og grebet af stemningen til et løb og sætter tempoet op i starten i stedet for at holde sig til den planlagte strategi.