Spørgsmål til brevkassen:
Nu har jeg fulgt med i programrækken Rigtige Mænd. Det har været sjovt at følge deres kamp frem til de ekstreme anstrengelser. Mit spørgsmål er så, hvordan kommer man videre derfra på egen hånd? Hvordan bevarer man motivationen bagefter?
Og hvordan bevarer man i det hele taget motivationen til hård træning, når man er alene?
Svar fra Marina Aagaard:
Generelt vil jeg sige, at hvis man sigter mod at stille op til ekstremløb, så er motivationen nødt til at være til stede, for den slags gør man kun, hvis man har vildt lyst til det. Men for de fleste er moderat motion det mest sunde.
Og hvordan holder man så motivationen til træningen?
Først og fremmest handler det om, at man gør sig selv klart, hvorfor man vil dyrke den her motion - og måske sigter efter at melde sig til et ekstremløb - at man forinden skal kunne se formålet med det, at det giver mening, at man går i gang med at træne.
Se det som en leg
Og handler det om hård træning og løb, så gælder det om at lære at se det som en leg eller en udfordring.
Se det også som en spændende mulighed for mental udvikling: Hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere! Og de fleste ekstremløb-deltagere overlever … og kommer mentalt stærkere ud på den anden side. En aktiv form for mentaltræning, kan man kalde det.
Og så handler det om at fokusere på det som en fysisk oplevelse, en 'forlystelse': En særlig sanseoplevelse, hvor musklerne virkelig bliver brugt og kroppen oplever noget, som er ud over det sædvanlige. Det må du ikke gå glip af.
Når du træner hårdt:
- •
Tænk på det som en spændende proces, en udfordrende opgave, hvor du prøver egne grænser af og konkurrerer med dig selv og dine tidligere vaner – eller eventuelt kammeraterne eller andre deltagere undervejs.
- •
Tænk på målet, det endelige resultat, æren og glæden ved at sætte kronen på værket efter et langt træningsforløb. Se dig selv på den anden side af målstregen med armene i vejret som en vinder.
- •
Tro 100 procent på evnen til at gennemføre løbet. Vær fokuseret. Lad ingen distraherende tvivl komme på tværs. Tag en dialog med dig selv og vend alting til en fordel for dig selv på kort og langt sigt – under løbet og efter løbet.