13-årige Kathrine: I 70´erne var forældre ikke så omklamrende, som de er i dag

Kathrine tog med sine forældre tilbage til 70´erne. Dengang var børnene mere overladt til sig selv, og det var en god ting, mener datteren. For så bliver man mere selvstændig.

13-årige Kathrine fik lov til at prøve noget, som de færreste teenagere i dag får mulighed for at afprøve: Hun har været teenager i 1970´erne. I en uge boede hun sammen med sine forældre i en meget lille lejlighed i Valby og fik lov til at opleve, hvordan det var at være arbejderfamilie dengang.

- Det værste var nok, at jeg ikke havde mit eget værelse, og at man ikke kunne gå hen et sted og være helt alene, når man havde brug for det. Vi var meget sammen, fortæller hun - her nogle måneder efter optagelserne til programmet.

Men når man beder hende pege på, hvad der var det mest positive ved at få lov til at leve i en anden tidsalder, så er hun ikke i tvivl.

- Jeg synes, det var spændende at prøve at leve i en tid, hvor man som barn/ung ikke er overvåget hele tiden. Dengang var forældre ikke var så omklamrende, som de kan være i dag.

- Der er mange unge, der har forældre, der hele tiden skal vide, hvor deres børn er – og hvis man ikke lige giver lyd, når man er gået fra et sted til et andet, så er forældrene straks i telefonen. Det kan dels være irriterende, når man er ung, men jeg tror samtidig, at det betyder, at unge i dag er længere om at lære at klare sig selv. Man bliver ikke så selvstændig af den konstante overvågning.

Kathrine er enebarn, og hun og hende forældre er vant til at være en del sammen og har eksempel den regel, at de spiser aftensmad sammen hver aften, hvor de snakker om deres dag. Men hun føler ikke, at hendes forældre konstant overvåger hende.

Det kunne blive en unik oplevelse

Og det var faktisk Kathrine, der efter en reklame på tv, hvor man søgte efter deltagere til en ny runde af ’Skru tiden tilbage’, foreslog sine forældre, at de skulle melde sig.

  • Familien Hjort/Toft i det lille 70´er køkken. (© (c) DR)
  • Kathrines mor og far sov i lejlighedens soveværelse, så familiens stue var samtidig datterens soveværelse. (© dr)
  • Familiens køkken anno 1970´erne. (© (c) DR)
1 / 3

- Vi havde set de første programmer om at skrue tiden tilbage til 1950´erne, og vi syntes, de var så sjove, og så tænkte jeg, at det jo kunne være en hel unik oplevelse for os som familie. Det får man nok kun lov til at opleve en gang i livet.

Så ansøgningen blev sendt, og så regnede hun ikke med at høre mere.

Men det gjorde familien så alligevel, og de tre skulle prøve at leve som arbejderfamilie i en lille toværelses lejlighed, hvor far, Peter, der normalt er it-medarbejder, skulle arbejde som bryggeriarbejder på Carlsberg, hvilket blandt andet indbefattede, at han skulle drikke seks øl om dagen. Og mor Pia, der til daglig er skolelærer, skulle både klare de huslige pligter og et deltidsarbejde på et stort vaskeri.

Troede alle var hippier dengang

Og Kathrine skulle være skolepige med meget fritid - men også med pligter i hjemmet som eksempelvis at hjælpe til med madlavningen.

- Jeg vidste ikke så meget om 70´erne, før optagelserne – jeg havde set en dokumentar om årtiet på DR.K, og jeg havde nok en forventning om, at det var en speciel type mennesker dengang. Jeg troede faktisk, at alle var hippier, så det var lidt af en overraskelse, at man også levede på den måde, som vi skulle, i 70´erne.

- Vi levede meget traditionelt. Jeg troede faktisk, at de var meget længere fremme med ligestilling og den slags i 70´erne, end mange åbenbart var, det fandt jeg da ud af.

Og hvordan var det så, at være en ung pige i en traditionel 70´er arbejderfamilie?

- Der var ingen computer eller mobiltelefon, så man lavede jo noget andet, når man var sammen med sine venner. Min kusine kom besøg, og vi fandt ud, at det egentlig var ret hyggeligt, vi lavede jo noget andet, end vi plejer: Vi læste i blade, lyttede til musik sammen, snakkede og var mere koncentreret sammen. I dag er vi nok for afhængige af vores mobiler, selvom vi er sammen – jeg har forsøgt at prøve at lægge mobilen lidt væk, men det holdt ikke så længe. Jeg faldt hurtigt i igen, forklarer Kathrine.

Forelsket i trompetbukserne

Hun betegner det som ’forfærdeligt’, at hun ikke havde sit eget værelse dengang, og hun føler, at hun på det punkt er langt mere privilegeret i dag. Til gengæld var hun helt høj over, at hun i ugen i 70´erne skulle iføre sig lilla trompetbukser:

- Jeg havde længe i forvejen været på udkig efter trompetbukser, så dem blev jeg helt forelsket i. En af mine mors veninder har siden fundet ud af, at man kan købe dem på nettet.

Kathrine går i 7. klasse, og hun går til drama på en kulturskole i sin fritid. I 70´er ugen tilbringer familien deres fritid i et kolonihus, som de alle tre syntes var en dejlig oplevelse.

- I virkeligheden har vi hverken sommerhus eller kolonihavehus, men vi har til gengæld et hus med have, og vi er på mange udflugter sammen. Vi er sådan en familie, der normalt er på camping i Danmark i sommerferien. I sommer var vi fx på Rømø. Men til næste år skal vi til udlandet i sommerferien, vi skal til Italien, og det glæder jeg mig til, for jeg har aldrig været i udlandet.

Familien finder i ’Skru tiden tilbage’ ud af, at det faktisk er ret sjovt at spille brætspil sammen, og de tre har indgået en aftale:

- Vi syntes alle, at det var så sjovt at spille Derby, at vi har aftalt, at i december skal vi spille 24 brætspil – et nyt hver aften hele vejen frem til jul. Så vi nu skal i gang med at finde 24 forskellige spil, griner hun.

I december skal der spilles 24 spil i familien Hjort/Toft. (© (c) DR)