Så skete det igen!
Terror og rædsel skaber overskrifter i tv, radio og aviser - og hvordan kan man skåne sit barn mod uforvarende at overvære grufulde scener? Og hvordan skal man i det hele taget tackle dét at forklare sit barn, at nogen mennesker i verden ønsker at gøre andre uskyldige mennesker det ondt?
Lev Nu har på det seneste talt med en række eksperter om problematikken. Eksempelvis hvad man gør, hvis børnene af vanvare kommer til at overvære skræmmende billeder i nyhederne:
- Generelt skal børn helt op til 5.-6. klase ikke se nyheder, først herefter kan de begynde at se det sammen med deres forældre, forklarer familiepsykolog Ulla Dyrløv.
Når uheldet er ude
Men overværer de alligevel skræmmende nyheder, som det vi netop oplever i disse dage fra Paris, så er det vigtigt, man taler med dem om det:
- Det er vigtigt, at vi spørger børnene, hvad de tænker, mere end at vi begynder at fortælle dem en helt masse af sig selv, forklarer Ulla Dyrløv og supplerer, at mindre børn ikke er følelsesmæssigt parate til at høre om alvorlige emner som eksempelvis terror, krig og drab, og de kan reagere på det, de hører og ser:
- Det starter typisk med, at de begynder at få svært ved at falde i søvn, og de begynder måske også at vågne om natten. Eller de vil pludselig ikke gå alene til og fra skole. Angsten sniger sig ligesom ind, siger Ulla Dyrløv.
Undgå at bortforklare
Også børnepsykolog Margrethe Brun Hansen har behandlet emnet her på Lev Nu.
Hun forklarer her, hvordan man kan tackle det, hvis børn spørger ind til det, de oplever - og fra barnet er seks-syv år kan man ikke snyde dem med bortforklaringer: - Så må man simpelthen sige: "Det er frygteligt, men det er fordi, at der er nogle mennesker, som er sure på hinanden, og så kan de finde på at skyde."
Man skal endelig ikke prøve at forklejne, hvor forfærdeligt, det er. Eller nøjes med at sige, at det er noget, der sker langt væk.
Forsøg at skabe ro
Også familiepsykolog Heidi Agerkvist har givet sine gode bud på, hvordan man får italesat krig og terror i sin familie. Det er vigtigt at få talt det ned og skabe ro. Her er nogle af hendes gode råd:
- •
Lyv aldrig: Man skal ikke lyve for sit barn. Men det afgørende her er at skelne mellem, hvad du som voksen har brug for at vide og kan håndtere, og hvad dit barn har brug for at vide, og hvad det kan håndtere. Vi har rigeligt at tumle med som voksne, kunsten er ikke at give sit barn for mange informationer, som barnets hjerne ikke er udviklet til at kunne håndtere.
- •
Brug tid på at lytte: Du kan hjælpe dig selv til at undgå dette, ved at lytte mere end du taler. Hvis du har fokus på at lytte til dit barn, kan du nemlig høre, hvad det præcis er, det spørger dig om. Og så skal du svare på det på en måde, der skaber ro (som i eksemplet fra før). Og så skal du stoppe der. Ikke fylde mere på.
- •
Pas på de små ører: Du må godt selv være i tvivl, men diskuter den tvivl og usikkerhed med andre voksne, som netop, fordi de er voksne, har hjernemæssig kapacitet til at håndtere situationens kompleksitet.Undgå at dine børn ser nyheder. Det er umuligt at vide hvilke indslag og billeder, der vises, og informationen kan nemt opleves abrupt og usammenhængende for børnene, hvilket gør, at de kommer endnu mere på arbejde med at samle informationspuslespillet.
Heidi Agerkvist blogger om familie og børn - her kan du læse endnu flere af hendes råd om, hvordan I taler om krig og terror.