Rengøringsboss: Jeg følte mig sommetider som en dårlig mor!

Alligevel mener Birgit Aaby fra Løvens Hule på DR1, at det sagtens lader sig gøre at være både mor og iværksætter - samtidig.

- Jeg følte mig sommetider som en dårlig mor, for jeg var ikke hende, der stod derhjemme med speltbollerne, forklarer Birgit Aaby. (© privat)

Kan man være kvindelig iværksætter og samtidig en god mor til tre?

Det mener rengøringsdronningen Birgit Aaby, der startede egen rengøringsvirksomhed, mens hun ventede sit andet barn. Hun har i dag bygget sit eget firma Combiservice op fra bunden, som nu tæller mere end 200 medarbejdere.

- Jeg tog springet som iværksætter af nød, fordi jeg følte, at jeg måtte gøre noget selv. I den proces tænkte jeg ikke meget over min graviditet, for drengenes far var der jo også. Jeg møder ofte en forestilling om, at det er kvinden, der har ansvaret for familien og hjemmet, men hos os fordelte vi arbejdet imellem os, fortæller Birgit Aaby.

Hjælp til andre kvinder

Hun håber, at det hjælper unge kvinder, at de ser, at andre kvindelige iværksættere med børn kan gøre det.

- Mit råd til kvindelige iværksættere er, at de sætter sig ned og tager en snak med deres mand og involverer familien i det. Mine børns far støttede mig alt det, han kunne. Hvis der er små børn, vil jeg også anbefale, at man bruger sit netværk. Jeg har fantastiske forældre, som var gode til at hjælpe. Hvis man har drømmen, er det bare et spørgsmål om at gøre det, fortæller Birgit Aaby.

Stemplet som en dårlig mor

Birgit mener, at kvinder i dag hurtigt bliver stemplet for at være en dårlig mor, og hun ser gerne, at vi bliver bedre til ikke at se ned på kvinder, som arbejder meget. Hun tror, at rigtig mange kvinder tænker, at de ikke kan være den perfekte hustru og mor og samtidig arbejde meget.

- Jeg følte mig sommetider som en dårlig mor, for jeg var ikke hende, der stod derhjemme med speltbollerne. Men det er også et spørgsmål om, at man ikke prøver at leve op til et ideal, som man i virkeligheden ikke har, siger hun.

Vigtigt at forfølge sine drømme

Efter 12 års hårdt arbejde ansatte hun i 2007 en direktør for Combiservice for at få mere tid til familien.

- Det har selvfølgelig nogle konsekvenser, at man arbejder meget, og derfor valgte jeg at stoppe i tide. Men i dag synes jeg ikke, at det har haft så store konsekvenser for mine børn. De har fået en masse andet med sig. De har set en mor, der har løbet efter sin drøm, og jeg håber at inspirere mine børn til, at de også skal løbe efter deres drømme, afslutter Birgit Aaby.

Du kan opleve Birgit Aaby i Løvens Hule på DR1 i aften kl. 20.45 og se de sendte afsnit på dr.dk/tv.