Fodboldkoncept øger skolebørns sundhed, trivsel og sundhedsviden

Ni skoler har som forsøg undervist elever i både fodbold og sundhedsbudskaber. Det virker, konkluderer københavnske idrætsforskere.

  • Arkivfoto fra marts 2016: Eleverne fra 5. klasse på Søndermarkskolen tilhører kontrolgruppen, der trænede almindeligt i efteråret. Eleverne gennemfører nu samme 11-ugers træningskoncept, som kammeraterne fra de andre 5. klasser. Professor Peter Krustrup kigger her på fra sidelinjen. (Foto: © Hanne Kokkegård - DR Videnskab, Hanne Kokkegård - DR Videnskab)
  • Man bliver glad af at røre sig. Humøret er højt efter træningen. (Foto: © Hanne Kokkegård - DR Videnskab, Hanne Kokkegård - DR Videnskab)
1 / 2

Det gavner skoleelevers fysiske form, deres trivsel og deres viden om sund livsstil, når skolerne kombinerer fodboldtræning med undervisning i sundhedsbudskaber.

Det viser resultaterne af 11 ugers træning med 546 skoleelever i 5. klasse på ni skoler i fire sjællandske kommuner.

Skolerne har som de første gennemført et træningskoncept – FIFA 11 for Health - som danske idrætsforskere fra Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet har kørt med støtte fra det internationale fodboldforbund, FIFA.

2 x 45 minutter om ugen giver meget

Børnene har i de 2 x 45 minutters idrætsundervisning hver uge trænet fodbold på små fodboldbaner med få spillere, hvor tempoet har været højt, og hvor alle spillere er blevet inkluderet i spillet. Desuden er de blevet undervist i ernæring, hygiejne og trivsel.

Eleverne er blevet testet før og efter de 11 ugers træning, og målingerne er blevet holdt op mod en kontrolgruppe, der gennemførte den almindelige idrætsundervisning.

FIFA 11-eleverne fik øget deres viden meget omkring sundhedsbudskaber som behovet for varieret og sund kost. Spørgeskemaundersøgelser viste også, at børnene følte, at de gennem fodboldkonceptet havde fået det bedre socialt.

Børnene oplevede samtidig en forbedring i hjerte-kredsløbssundheden med nedsat fedtprocent og BMI og et markant fald i blodtryk.

- På den måde kan konceptet faktisk bidrage til at forebygge livsstilssygdomme, siger professor Peter Krustrup.

Forskerne mener også, at motionskonceptet er godt til at få elever, der ikke er medlem af idrætsforeninger og dyrker idræt i fritiden, til at røre sig fysisk.

FIFA 11 for Health til hele verden

  • FIFA 11 for Health bygger på de forskningsresultater, som Center for Holdspil og Sundhed har lagt frem de seneste 10 år. I første omgang tænkte FIFA til det børn i Sydafrika og Sydamerika, men Center for Holdspil og Sundhed har nu justeret konceptet til vestlige lande.

  • FIFA’s mål er at udbrede den kombinerede fodbold-sundhedskampagne til 30 vestlige lande frem mod 2019.

  • Dansk Boldspil-Union går nu sammen med Center for Holdspil og Sundhed om at udbrede FIFA 11 for Health til 200 skoler i skoleåret 2016-2017. Ligesom man senere i år vil introducere konceptet på Færøerne og i Grønland.