Carolines mor: Man er magtesløs over for den 'usynlige' mobning

Ninas datter Caroline modtog op mod 100 hadebeskeder hver dag på sociale medier. Hvad gør man som forældre, når ens barn er udsat for digital mobning?

Nina efterspørger en bedre dialog med andre forældre, lærere og elever om digital mobning. Hendes datter Caroline blev mobbet online i flere år. (Foto: © Mads Joakim Rimer Rasmussen, Scanpix)

Da det var tid til at dimittere fra 9. klasse tog Caroline til sin tvillingebrors dimission på hendes gamle skole i stedet for sin egen. Caroline og brorens dimissioner lå på samme tid, men hun tog med til brorens, da det havde været hendes store drøm at dimittere fra hendes gamle skole.

I 9. klasse flyttede Caroline til en ny skole, for at slippe for de personer, der sendte hende op mod 100 hadebeskeder hver dag.

Det digitale anonymiserer

I dag sidder Carolines mor Nina tilbage med en følelse af, at digital mobning er en næsten umulig modstander - både for forældre, skolen og barnet.

For det er alt for let at mobbe, når det hele foregår digitalt, for så skal mobberen ikke stå til ansvar, mener Nina.

- Det værste er jo, at man ikke ved, hvem det var. Det var tydeligt at se, at det var en eller flere fra Carolines klasse, men jeg kunne ikke sige noget til vedkommende, da jeg ikke vidste hvem det var, siger Carolines mor Nina.

I 9. klasse politianmelder Nina den digitale mobning, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal stoppe det. Politiet siger, at de ikke kan gøre noget ved anmeldelsen, fordi mobningen er anonym og ikke kan spores.

Det forfærdelige er, at det er Caroline der betaler prisen for den digitale mobning, fortæller Nina.

- Det er Caroline, der flytter skole. Det er hende, der ikke får lov til at få sin drøm opfyldt og dimittere fra den gamle skole. Og det er hende, der skal lære en masse nye at kende i 9. klasse, hvor klasserne allerede er enormt sammentømrede.

Hverken forældre, skole eller politi kunne gøre noget ved den digitale mobning i Carolines klasse.

Der er brug for bedre dialog

Nina savner en bedre dialog med andre forældre, lærere og elever om digital mobning og hvilke konsekvenser mobningen kan have for ofrene.

- Man bør tage digital mobning mere op som forældre og som skole. Det er op til os sammen med skolen at tale om, hvilke konsekvenser det har for mobbeofrene. Mange børn ved ikke, hvordan det er at modtage hadske beskeder, forklarer Nina.

Det bedste man kan gøre som forælder er at tage en snak med sine børn omkring, hvad der sker online, og så endelig få dem til at sige, hvis de oplever noget ubehageligt.

- Jeg snakkede med Caroline og prøvede at trøste hende. Hvis ikke Caroline var sådan en stærk pige, er jeg bange for, at hun var knækket på det. Men det er hun heldigvis ikke.