Alle er velkomne til Grundlovsfest ved DR Byen

Der er masser af fællessang, taler, talks og kager, når der 5. juni er Grundlovsfest på udearealerne ved DR Byen. Festen er arrangeret af DR og Folketinget i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg og en række lokale foreninger.

(Foto: © DR Design)

Folketinget og DR er i år gået sammen om at fejre grundloven, og alle, der har tid og lyst, er velkomne til Grundlovsfest på udearealerne ved DR Byen i Ørestad onsdag den 5. juni.

Her vil der fra klokken 9.00 og frem til aften være scener med sang, underholdning og grundlovstaler. Derudover bliver den danske grundlov og demokratiet hyldet med forskellige grundlovsaktiviteter og underholdning for både unge, ældre og alle midt imellem.

Hent programmet her

- Grundlovsdag er en stor festdag, som der er mange gode grunde til at markere. Hele fundamentet for den måde, vores samfund fungerer på, og de spilleregler, der gælder for for eksempel vores demokrati og frihedsrettigheder, bygger på grundloven. Vi er enormt glade for, at så mange foreninger, deltager med aktiviteter, og jeg håber, at en masse mennesker har lyst til at komme og fejre dagen sammen med os ude foran DR Byen, siger Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik.

Større og mere festlig national fejring

Folketingets og DR’s fælles arrangement er en del af et større samarbejde omkring markeringen af Grundloven, som i år kan fejre sin 175-års fødselsdag.

Kommunikationschefen for Folketingets administration, Søren Væver, siger:

- Folketinget glæder sig over at være medarrangør af Grundlovsfest ved DR Byen. Vi har længe ønsket at løfte grundlovsdagen til en større og mere festlig national fejring af vores demokrati, fællesskab og grundlov. Det er en god anledning til at hylde vores folkestyre, og jeg håber, at dagens mange begivenheder kan være med til at styrke følelsen af fællesskab og engagement i demokratiet.

Gennem hele dagen er der fællessang og mulighed for at synge med. (Foto: © Ard Jongsma/Sangens Hus)

Gennem dagen bliver der for eksempel rig mulighed for at synge med. Både når Sangens Hus byder på sang- og fagtelege og senere fællessang, når alle kan synge med DR Minisjangs maskotpindsvin Børste, og når Katrine Muff og Mathias Hammer fra P2’s ’Sangbogen med Muff og Hammer’ synger for.

Debattør Emma Holten og forfatter Knud Romer er blandt årets grundlovstalere, ligesom ’Årets Nye Stemme’ skal findes. Det er en ny pris, som foreningen Danske Taler og P3 har indstiftet i år og efterlyst kandidater til. Vinderen bliver afsløret sidst på eftermiddagen.

Ved ’Klangbar’ foran DR Koncerthuset bliver der mulighed for at møde værterne og følge tilblivelsen af P4-programmerne ’Formiddag på 4’eren’, ’Povlsen og Holm’ og ’P4 Eftermiddag’. Podcasten ’Kongerækken’ holder grundlovsbanko, ligesom Folketinget præsenterer musikquiz, og TVA Live sender fra pladsen lige fra morgenstunden.

Grundlovskagebord og konkurrence

Kageelskere vil formentlig næppe være trætte af Folketingets grundlovskagebord og over, at årets flotteste grundlovskage i eftermiddagens løb bliver kåret i DR Koncerthusets foyer. I den forbindelse kan du også selv komme med dit bud på en grundlovskage lige nu på dr.dk/grundlovskage. Overdommer i konkurrencen den tidligere bagedyst-deltager Micki Cheng.

Folketingets telt, demokratifitness, P3 Missionen, en partifodboldturnering, et ordhus og en række talks, for eksempel DR Ultras om, hvordan børn og unge deltager i vores demokrati, er blandt de mange andre aktiviteter på området ved DR Byen på grundlovsdag.

Lokale foreninger og udvalg er også med

I samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg deltager en lang række lokale foreninger også i DR og Folketingets grundlovsfest.

Foreningerne er inviteret med til at lave sjove og spændende aktiviteter, som lægger op til dialog om demokrati fællesskab og medborgerskab. Her kan man for eksempel se demokratisk børneteater, tager med spejderne på sanketur på Amager Fælled eller tage del i workshops om medborgerskab.

- Amager Vest Lokaludvalg er glad for at præsentere en række spændende aktiviteter på grundlovsdag og samtidig vise, at borgerne kan få indflydelse på udviklingen i vores bydel, siger forperson Kresten Thomsen fra Amager Vest Lokaludvalg.

Se programmet for Grundlovsfest ved DR Byen 5. juni