1.634.000 danskere havde fjernsynet tunet ind på X Factor-finalen fredag aften, hvor Emilie, Jógvan og Ivarsson, Bang & Neumann dystede om titlen som vinder af den ottende sæson af Danmarks største underholdningsprogram.
Og da showets anden afdeling, afgørelsen, løb over skærmene efter TV Avisen sad gennemsnitligt 1,8 millioner seerne klinet til deres tv-skærme.
Da allerflest så med, lige før Emilie Esther blev udråbt som vinder, toppede seertallet på hele 1,87 millioner.
Dermed holder 2015-finaleudgaven af X Factor-niveau med sidste års finale, hvor første del blev set af 1.682.000 og Afgørelsen af 1.845.000 seere.
Slår alle rekorder på nettet
På nettet har showet slået alle rekorder i den forgangne sæson.
Dr.dks officielle X Factor-hjemmeside havde 913.000 besøg i finaleugen mod 327.000 i sidste sæson. På Facebook har 1,4 millioner danskere fået serveret et X factor-opslag i deres nyhedsfeed i sidste uge. Og på Instagram har X Factor rundet 30.000 følgere.
Som noget nyt har DR i år lanceret en X Factor-app. hvor man kan stemme gratis, se nyheder og video og lege den 4. dommer i et second screen-spil. Den er blevet hentet af mere end 425.000 gange og har flere gange ligget nr. 1 i App Store.
For første gang har DR i år også lagt sangene fra tv-showene på YouTube, og det er noget, brugerne har kunnet lide. Her er videoerne blevet afspillet 6,8 millioner gange i løbet af sæsonen.
Endelig er X Factor kommet på Snapchat i år, hvor showet har fået 50.000 venner.