Prominent amerikansk blogger: Emilie kan blive en global popsensation

Musikbloggen MuuMuse sammenligner den nyslåede X Factor-vinder med blandt andet Ellie Goulding og Tove Lo.

(© DR)

X Factor har, i modsætning til de fleste andre tv-talentkonkurrencer, rent faktisk givet os utroligt talentfulde kunstnere og grupper som One Direction, Leona Lewis og Fifth Harmony. Nu er spørgsmålet: Bliver Emilie Esthers navn snart det næste, der skal føjes til listen?

Det retoriske spørgsmål stiller bloggeren Bradley Stern på den amerikanske musikblog MuuMuse efter Emilies overbevisende X Factor-sejr i fredags.

Han sammenligner hendes vindersingle ’Undiscovered’ med den ”drømmende, melodiske og opløftende” popmusik, som vi blandt andet kender fra Ellie Goulding, Diana Vickers og svenske Tove Lo.

Emilies stemme er ”smuk og følelsesfuld”

MuuMuse blev grundlagt i 2007 af Stern, og er helliget musik og popkultur. Stern har været i både New York Times og MTV Buzzworthy med bloggen.

Og MuuMuse har faktisk kun ros til overs for den danske X Factor-vinder: Stern beskriver Emilie Esthers stemme som ”smuk og følelsesfuld”.

Det eneste negative, Stern har at sige i forbindelse med det nyslåede, danske X Factor-stjerneskud er, at hendes vindersingle ’Undiscovered’ ikke findes på den amerikanske udgave af musiktjenesten Spotify. Det gør den heldigvis på den danske ditto.

Emilie er allerede nummer 1 på iTunes

’Undiscovered’ er i øvrigt gået nummer et på iTunes-listen over mest populære sange i Danmark, hvor hele fire sange sange i top fem i øjeblikket har direkte forbindelse til X Factor.

Udover Emilies førsteplads på listen, ligger Citybois’ ’Things We Do’ nummer to, Jógvans ’Best Kept Secret’ nummer tre og Ivarsson, Bang & Neumanns ’Story of My Life’ nummer fire.

iTunes' top fem over de mest populære sange i Danmark lige nu. Listen rundes af med Omis 'Cheerleader'. Omi var én af gæstestjernerne i fredagens X Factor-finale.