- Det er min dame, det dér!
Sådan sagde Joakim Ingversen til sin kæreste - og X Factors vært - Sofie Linde, lige efter finalens konfettifyldte kulmination, sent fredag aften.
Bragte Sofie ud af fatning
Joakims søde kommentar bragte Sofie helt ud af fatning, men hun havde genvundet mælet, da hun få minutter senere blev interviewet til Ultra Factor.
- Det var lige som det skulle være, svarede hun på Joakims spørgsmål om, hvorvidt hans kommentar havde været "for meget".
Joakim Ingversen er selv vært på X Factors søsterprogram, Ultra Factor, som sender i pausen under TV Avisen og igen efter Afgørelsen, og det var i denne forbindelse, at han var trådt op på den store X Factor-scene; den scene, der altså er blevet styret med kyndig og kærlig hånd af hans kæreste igennem en hel sæson.
Ikke god til at modtage ros
Sofie Linde gav også en uddybende kommentar til hændelsen, da dr.dk mødte hende efter finalen.
- Jeg er ikke særlig god til at modtage ros. Man bliver jo som en lillebitte pige, sagde værten grinende og fortsatte:
- Jeg synes altid, det er dejligt, men hvad gør man lige med fjæset?
Nu skal hr. og fru X Factor "ligge og klø røv"
Og hvad skal kæresteparret så lave nu, hvor både X Factor og Ultra Factor er slut?
- Næste fredag skal vi bare ligge derhjemme og klø røv og blive fede. Det er helt vildt mærkeligt og helt vildt fedt, sagde værten til Ultra Factor, og uddybede overfor dr.dk:
- Men i virkeligheden har Joakim og jeg været rigtig gode til ikke at snakke om X Factor, fordi mandag til fredag til lørdag har bare været fyldt op med netop det.
- Vi har været meget enige om, at når man har fri, så har man fri.