Sat på plads af Blachman: "Den nye Martin" kommer stærkt igen

Lollands helt egen Martin fik som den første i årets X Factor en af stolene i 5 Chair Challenge.

- Jeg bliver rørt. Jeg bliver simpelthen så rørt. Du har fået en gave, synes jeg.

Blachman havde ikke andet end ros tilovers, første gang han hørte 15-årige Martin fra Lolland synge.

Tonen var dog lidt en anden, da Martin på Sundbussen i Helsingør skulle coaches af den garvede dommer.

- Du skruer eddermame også ned for de følelser nu. Det er som at se en halvstiv teenager lege sanger. Det er seriøst en parodi, lød de hårde ord fra Thomas Blachman, efter at Martin havde sunget.

Dog ville han gerne have, at Martin skulle holde fast i sit sangvalg. Men altså skrue helt ned for følelserne.

Blachmans kritik slog heldigvis ikke den unge lollænder af pinden inden hans optræden ved 5 Chair Challenge.

- Det bliver super fedt at skulle spille foran et kæmpe publikum og de tre dommere, men det bliver også meget nervepirrende, sagde Martin.

Se Martins første tur foran dommerne her:

Stol, stol, stol, stol

Martins akustiske version af Calvin Harris' 'How Deep Is Your Love' imponerede i den grad Mette Lindberg og Remee, der efter Martins optræden, sammen med publikum, råbte:

- Stol, stol, stol, stol.

Thomas Blachman var også glad for Martins sang:

- Jeg synes helt sikkert, at du har overrasket mig lige nu, det har du sgu.

Han fulgte både publikum og dommer-kollegaernes tilråb, og Martin kunne som den første deltager i år sætte sig i en stol.