Glem de dårlige grupper: Fætter og kusine leverer årets bedste audition

Varm op til fredagens 5 Chair Challenge med at se tre gruppeauditions i fuld længde, som du ikke har set på tv.

Fredag aften er det blevet Mette Lindbergs tur til at se sin kategori på scenen til 5 Chair Challenge.

- Jeg er ret meget oppe at køre over, at jeg har fået grupperne, lyder det begejstret fra den kvindelige dommer.

Mette Lindberg er selv en del af gruppen The Asteroids Galaxy Tour og har altså masser erfaring med gruppedynamikker.

Hun håbede derfor også på, at gruppekategorien ville blive hendes i år, fordi det giver hende nye muligheder som mentor.

- Jeg synes, det kunne være virkelig spændende, fordi der er så meget dynamik, når der er flere mennesker.

Og det er en anden måde, man kan sætte sangene op på, og hvordan man kan spille med scenen, forklarer hun.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5891d149a11f9f02a8dfdd68

Lasse & Nanna

En af de grupper, der virkelig imponerede Mette Lindberg til deres audition, var fætter-kusine-duoen Lasse & Nanna.

- I er helt klart den fedeste gruppe, der har været her indtil videre, lød det fra hende.

Duoen var dog ikke selv helt så klare i spyttet, da de talte med Sofie Linde inden deres audition.

- Er I gode? spurgte hun.

- Jaaaa... Sådan..., lød det tvivlende svar fra de to.

Men fætter-kusine-duoen havde ingen grund til at tvivle.

For de imponerede i den grad dommerne med deres version af Labrinths nummer 'Jealous'.

- Wauw! På ingen måde det jeg havde regnet med skulle ske nu, lød det fra en overrasket Remee.

Det er familien, der har opfordret Lasse & Nanna til at stille op i X Factor, og de ventede selvfølgelig spændt på resultatet.

Lasse & Nanna blev sendt videre i X Factor med tre gange ja fra dommerne og blev mødt af stor jubel fra familien.

Se hele Lasse & Nannas audition, som du ikke har set på tv, i videoen øverst.

Three

Det var ikke kun Lasse & Nanna, der imponerede dommerne med deres audition.

Også de tre studievenner Cecilie, Stefan og Kate, der tilsammen udgør trioen Three, tog kegler med deres cover af Adeles 'When We Were Young'.

Thomas Blachman var positiv og komplimenterede dem på sin helt egen måde.

- I har alle sammen sådan en form for halvretarderet ting, som tjener musikken, sagde han.

Mette Lindberg blev i den grad rørt af Three.

- Jeg lænede mig helt tilbage. Hvis der er noget, der rører mig, så er det, når der er harmonier og stemmer, der klinger godt sammen, og det gjorde I altså.

De tre dommere sagde allesammen ja til Three, som nu skal kæmpe for en plads i de varme stole til fredagens 5 Chair Challenge.

Se hele Threes audition, som du ikke har set på tv, i videoen her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5891d168a11f9f02a8dfdd6e

Keen

Vennerne Thomas og Ricki fra gruppen Keen forsøgte at imponere med en akustisk version af Medinas nummer 'Ensom'.

Keen håbede på, at deres sangvalg kunne være med til at skille dem ud fra mængden.

Og Remee syntes da også, at sangvalget var lidt utraditionelt.

- Det er jo et meget tøset valg af en sang til sådan to raske gutter, sagde han til de to.

Alligevel var både Remee og hans meddommere positive og sendte gruppen videre i konkurrencen.

Nu gælder det 5 Chair Challenge, hvor de endnu engang skal forsøge at gøre indtryk på dommerne og især Mette Lindberg.

Se hele Keens audition, som du ikke har set på tv, i videoen her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5891d0f8a11f9f02a8dfdd4f

Se om det lykkes for de tre grupper at imponere Mette Lindberg og sikre sig en stol i X Factor fredag klokken 20 på DR1.