Fredag aften sejrede 15-årige, nordjyske Emilie Esther overbevisende i X Factor 2015.
Hun har selv taget al virakken med ophøjet ro under det lange forløb. Men hvordan har man det egentlig som forælder til en X Factor-vinder?
Det spurgte dr.dks Thomas Skov Emilies mor, Inger, om lige efter datterens sejr fredag aften:
- Det er helt vanvittigt, og det er slet ikke trængt ind endnu, indrømmer Inger overfor Thomas Skov.
”Stadig vores pige”
Dr.dk/xfactor ringede også til X Factor-Emilies mor for at spørge nærmere ind til, hvordan hele X Factor-forløbet har påvirket familien fra Aalborg.
Og skal man tro Ingers ord, er det meste faktisk ved det gamle:
- Det er stadig vores pige! Hun formår at bevare sig selv i det hele. Hun er stadig bare Emilie, og det siger alle som kender hende også. Det er jeg stolt af, fortæller Inger til dr.dk/xfactor.
Det betyder meget at være jyde
Men hvad er det egentlig for nogle egenskaber, der har gjort, at Emilie har formået at bevare sin jordbundenhed gennem hele forløbet?
Inger er straks klar med et bud:
- Vi har været gode til at lære vores børn ikke at blive for højtflyvende. Jeg tror, det betyder meget at være jyde i sådan noget her (X Factor, red). Vi har givet hende en god opvækst, og så har vi fået en fantastisk opbakning fra lokalsamfundet, mener Inger.
Støtten fra lokalsamfundet har blandt andet givet sig udslag i en stor fest i den lokale hal under fredagens finale; et initiativ fra de lokale erhvervsdrivende, forklarer Inger.
Emilie skal på efterskole
Den jyske jordbundenhed fornægter sig heller ikke hos moren.
Livet går nemlig videre – også selv om ens datter lige har vundet X Factor:
- Emilie skal på efterskole næste år, men jeg er sikker på, at hun stadigvæk vil blive ved med at synge, og gør alt det, hun kan, i forhold til at give koncerter. Jeg er ret sikker på, hun fortsætter, slutter den rørte mor til den nyslåede X Factor-vinder.
Se hele videointerviewet med Emilies mor og far i videoen øverst her på siden.