X Factor-boss efter Facebook-kritik: Vi gør ikke grin med deltagerne

Sæsonpremieren på Danmarks største underholdningsprogram har sat folks føleser i kog.

Blachmans stil, og fremstillingen af deltagerne Daniel og Sara, er faldet flere seere for brystet. Nu svarer DRs underholdningschef på kritikken.

"Blachman har ingen empati". "Mennesker gøres til grin for åben skærm". "Jeg har slukket". Sådan lyder noget af kritikken på Facebook ovenpå sæsonpremieren på X Factor 2016.

Nu giver DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, svar på kritikken:

- Jeg synes ikke, vi gør grin med deltagerne. Vi prøver tværtimod at give et reelt billede af alle de mennesker, der møder op til audition, siger underholdningschefen.

- Der kommer både nogle, der har masser af talent, og så kommer der andre, der ikke har så meget talent - men så har de noget andet.

"Hvis Blachman var for grov, ville han ikke være dommer"

Det er især Blachmans kommentarer til deltageren Sara, der gik mere på hendes tatoveringer, end hendes sangevner, der er faldet folk for brystet, mens andre mener, at Daniel, der kalder sig selv for "Kongen af Hundested, bliver gjort til grin i programmet.

- Blachman siger sin mening råt for usødet, og det er okay. Jeg kan godt forstå, det kan virke hårdt på folk, men det er hans rolle at komme med en ærlig vurdering, siger Jan Lagermand Lundme.

- Hvis han var for grov, ville vi ikke have valgt ham som dommer.

Man får en ærlig vurdering

Man må dog berede sig på at få en ærlig vurdering med hjem, hvis man går ind foran det berømte dommerbord:

- Det er niende sæson, og folk ved godt, at når man går ind foran de tre dommere, så får man en ærlig vurdering. Det bliver ikke pakket ind, og man bliver vurderet på det, man kommer med.

- Nogle gange griner man med deltagerne, men man griner aldrig af dem. Når vi har finaleshow inviterer vi altid nogle af auditiondeltagerne, og de vil gerne være med. Det ville ikke være tilfældet, hvis de følte sig dårligt behandlet.

Det skal være en god oplevelse

Jan Lagermand Lumdme understreger, at man lægger sig i selen for at passe på deltagerne:

I ugen op til et program ringer den deltageransvarlige rundt til alle de medvirkende, så vi prøver virkelig at gøre det til så god en oplevelse som muligt for alle.

X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1.