X Factor-boss: Sådan bliver den nye sæson

Vi skal både sige goddag til en ny vært og en ny dommer, når X Factors niende sæson løber over skærmene fra på fredag.

De tre dommere på plads bag dommerbordet, og kvinden i midten er helt ny på holdet. Fra venstre: Remee, Mette Lindberg og Thomas Blachman. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR (type 1))

Der er dømt udskiftning på rækkerne, når X Factors niende sæson starter fredag klokken 20 på DR1.

Der vil både være et nyt ansigt at finde bag dommerbordet, og programmet har også fået ny vært, nemlig Sofie Linde:

- Sofie har været i DR i mange år, og har stor erfaring inden for værtsfaget. Sofie er på alle måder charmerende og indlevende, og allerede nu styrer hun dommerne med kyndig hånd og kærligt modspil, fortæller Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR.

- Hun har gjort værtsrollen til sin helt egen, og med både humor og varme møder hun de nye X Factor-deltagere. Jeg glæder mig meget til at se hende på scenen som vært på Danmarks største underholdningsprogram.

Ny dommer ”har allerede taget ejerskab” over rollen

Den nye dommer er Mette Lindberg, kendt fra det danske band Asteroids Galaxy Tour. Hun skal give modspil til Remee og Thomas Blachman, der er med for henholdsvis sjette og ottende gang.

Jan Lagermand Lundme er dog ikke tvivl om, at hun er kvinde for at give sine mandlige modstykker kompetent modspil:

- Hun (Mette Lindberg, red.) har kæmpe erfaring med at stå på en scene, og samtidig har hun virkelig noget på hjerte. Hun bidrager med noget helt nyt til X Factor, og allerede nu har hun fuldstændig taget ejerskab over sin nye rolle som X Factor-dommer.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den nye pige i klassen: Mette Lindberg. Hun er normalt vokalist og sangskriver i bandet The Asteroids Galaxy Tour. (Foto: © agnete schlichtkrull)

Samler mere end én million seere

Og seerne kan allerede nu godt begynde at glæde sig til den nye sæson, der brager ud til danskerne fra på fredag, lover Jan Lagermand Lundme:

- X Factor rummer alt, hvad et førsteklasses underholdningsprogram skal rumme. Det samler mere end én million danskere og formår at tilgodese mange forskellige smagspræferencer fra alle dele af Danmark.

- Det er ikke alle programmer, der kan det, og det er noget af det, DR som public service-institution skal kunne.

Hent appen DR X Factor i App Store eller Google Play og se alle optrædener, få seneste nyt om X Factor og vær med i spillet 4. dommer under tv-programmerne.