X Factor-Alex' mor var "et metro-stop væk" da terroren ramte Belgien

Det meste af X Factor-deltagerens familie bor i Belgien, men er heldigvis alle i god behold ovenpå de terrorangreb, der ramte landet tirsdag.

Alex' mor og far bor til daglig i Belgien, men er heldigvis i god behold ovenpå tirsdagens terrorangreb. De vil være til stede i fredagens X Factor-semifinale, hvor sønnen Alex kæmper om en finaleplads.

Terroren viste nok engang sit grimme ansigt, da den belgiske hovedstad Bruxelles tidligere på ugen blev ramt af to angreb i Bruxelles' lufthavn og på metrostationen Maalbeek.

X Factor-deltageren Alex er selv opvokset i Belgien, hvor det meste af hans familie stadig bor. De er heldigvis i god behold ovenpå angrebene.

- Da jeg ringede til min familie, fortalte min mor, at de havde det fint; men hun havde været et metro-stop væk fra dér, hvor det skete (Maalbeek, red.). Hun kom ikke noget til, og tog hjem og arbejdede resten af dagen, fortæller Alex til dr.dk.

"Det hele var lidt mærkeligt"

Alex fik i første omgang nys om terrorangrebene, da han stødte ind i en gammel ven på vej ind i en taxi, lige efter nogle indspilninger i forbindelse med X Factor.

- På vej ud sagde Mette (Lindberg, Alex’ dommer, red.), at jeg skulle sætte mig ind i taxien og ringe til Christian (deltageransvarlig på X Factor, red.), og jeg vidste ikke helt hvorfor. Det hele var lidt mærkeligt, fortæller Alex.

- Så stødte jeg ind i en gammel ven fra Belgien lige ude foran taxaen - så random! - og jeg kunne se, at han var i tårer. Og så fortalte han mig det.

Blev beroliget af Mette Lindberg

Det var altså inden, at Alex fik fat i sin familie.

Hans X Factor-dommer Mette Lindberg var heldigvis hurtig til at berolige ham.

- Mette var hurtig til at sige, at hun havde snakket med Christian, og at mine forældre havde det fint.

Forældrene skal overvære semifinalen

Alex' forældre tog faktisk til Danmark senere samme dag, hvor terrorangrebene havde ramt om formiddagen.

De måtte dog ty til bilen, da al lufttrafik ind og ud af Belgien blev aflyst i forbindelse med angrebene.

- Om aftenen kørte de til Danmark, fordi de skal se showet i morgen (fredag, red.). Det var meningen, de skulle flyve, men de valgte så at køre i stedet.

- Det var jo svært at komme ud af landet, fordi de jagtede terroristerne samtidig.

"Det kommer ikke til at påvirke mig"

Alex har også en bekendt, der var til stede i Bruxelles’ lufthavn, da den blev angrebet.

- Jeg kender én, som var i lufthavnen, da det skete, men det skete i receptionen, og han var ude i afgangsterminalen. Han fortalte, at alle ruderne i lufthavnen blev smadret, siger Alex og stopper så op.

Efter en tænksom pause gør han sætningen færdig:

- Alle vores bekendte har det heldigvis godt. Og det kommer ikke til at påvirke mig i morgen, for nu er mine forældre her.