Mødte først sine søskende som 9-årig: Sannes X Factor-stjerne fik en ny familie

X Factor-deltageren Vita har i dag et meget nært forhold til sine storesøstre, selvom hun først lærte dem at kende, da hun var ni.

Hun imponerede dommerne fra det øjeblik, hun åbnede munden til sin audition.

Efter hendes optræden til 5 Chair Challenge udråbte Remee hende som en klar vinderkandidat.

Og nu er 17-årige Vita fra Hobro så nået igennem det sværeste nåleøje i X Factor overhovedet – hun er nået hele vejen til liveshows.

Nogle af dem, der har bakket det unge stjernefrø op lige fra begyndelsen i hendes X Factor-forløb, er hendes to halvsøstre Sara og Sofie.

Søstre, som Vita først fandt ud af, hun havde, da hun var omkring ni år. Det var nemlig først der, hun mødte sin biologiske far.

- Min mor havde holdt tilbage med, at jeg skulle møde min far, men da jeg var cirka ni år, mente hun, jeg var klar til det. Og jeg husker stadig den første gang, jeg så ham, superklart, fortæller Vita og fortsætter:

- Jeg havde lige fået fri fra skole, og så kørte vi hen til et lejlighedskompleks i Aalborg og bankede på døren. Pludselig stod der så en mand i døren. Det var min far. Det var utroligt mærkeligt, at man lige pludselig skulle identificere sig med en person, man aldrig havde kendt til, fortæller Vita.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a83fd46a11f9f07d81e98ca

Bonussøstre dukkede op

Da kontakten først var skabt, fik Vita og hendes biologiske far stille og roligt opbygget et tæt bånd. Han havde nemlig gået rundt og tænkt lige så meget på Vita, som hun havde på ham.

I mødet med sin far fandt Vita samtidig ud af, at hun havde en række halvsøskende, heriblandt storesøstrene Sofie og Sara, som begge boede i Aalborg, og som Vita gennem årenes løb har udviklet et rigtigt nært forhold til.

- Selvom vi først lærte hinanden at kende ret sent, så var det fedt at opleve, hvor utroligt meget vi minder om hinanden. Den dag i dag snakker vi rigtig meget sammen, og jeg besøger dem også tit efter skole og overnatter hos dem, fortæller Vita.

Faderens død blev til sang

Kun cirka fem år efter, at Vita havde mødt sin far og sine halvsøstre, blev familien ramt af en tragedie. Faderen døde, da Vita blot var 14 år gammel.

Her hjalp det især at have sine storesøstres støtte i sorgen, fortæller Vita, der samtidig også forsøgte at bearbejde sin sorg ved at skrive en sang til sin far – en sang hun fremførte til sin audition i X Factor.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a56c6296187a40efc719f77

- Det her med at skrive sange og melodier har altid været min måde at udtrykke mig på, så at skrive en sang til min far var også en måde for mig at bearbejde hans død på, forklarer Vita og understreger, at hun aldrig har bebrejdet sin mor for, at hun ikke mødte sin far tidligere.

Hun var i stedet sur på verden generelt og syntes, det var unfair, at hun skulle miste sin far så tidligt, fortæller hun.

Familien bakker op

Den kommende tid bliver der knap så meget tid til at skrive sange for det unge supertalent.

Fredag aften gav Sanne Salomonsen nemlig den talentfulde sangerinde den allersidste plads i de eftertragtede liveshows, der begynder nu på fredag.

Det betyder, at Vita er flyttet fra Hobro til København, hvor hun er blevet indkvarteret i en lejlighed med de øvrige deltagere. Og det betyder også, at dagene kommer til at stå på massevis af prøver forud for de ugentlige liveshows.

Men Vita glæder sig bare til at komme i gang.

- Det er for vildt, det er megafedt. Jeg er så lykkelig over, at jeg er gået videre. Og så er det en lettelse, at jeg nu må sige det højt, at jeg er med. Nu kan jeg endelig snakke med mine venner om det, der fylder allermest i mit liv lige nu. Det hele har jo været meget tys-tys, siger hun.

Blandt publikum på fredag kommer naturligvis til at sidde flere af Vitas familiemedlemmer og heppe på hende, fortæller hun.

- De bakker så meget op om, at jeg er med i X Factor. De er med hele vejen, og det betyder så meget for mig.

Se Vita og de øvrige otte livedeltagere i det første liveshow i årets udgave af X Factor nu på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a862451a11f9f0ba04aeafe