Remee dybt imponeret af X Factors nye superstjerne: Du vinder hele lortet

Fredag aften var det de unge deltageres tur til at dyste i 5 Chair Challenge. Se 17-årige Vita forføre dommerne.

Det var tre rørte dommere, der sendte Vita videre i X Factor efter hendes audition tidligere i sæsonen.

Og dommernes begejstring for den 17-årige sangstjerne bliver kun forstærket, da de møder hende igen til 5 Chair Challenge.

Her forfører den talentfulde teenager nemlig dommerne med Adeles ’When We Were Young’, mens de fem deltagere, der allerede er blevet tildelt de eftertragtede stole, ser bekymrede til.

- Du har alt, hvad det her format kan forvente. Og der er ikke engang blevet arbejdet med dig endnu, udbryder Remee, som ligner ét stort smil under hele den unge deltagers optræden.

- Man skal virkelig fucke meget op, for at du ikke vinder hele lortet. Det dér er en home run!

Sanne kvitterer med en stol

I 5 Chair Challenge er det dog vigtigt, at deltagerne imponerer den rigtige dommer.

I sidste ende er det nemlig dommerdebutanten Sanne Salomonsen, der skal arbejde med den unge kategori i de kommende uger og derfor afgør, hvem der skal med videre på bootcamp.

Til Vitas held er Sanne lige så bjergtaget som sine to meddommere og tildeler derfor Vita en stol – også selvom det i den nådesløse stoleleg betyder udskiftning af en deltager.

Se Vitas optræden i 5 Chair Challenge i videoen øverst.